Et planlagt topmøde mellem USA og Nordkorea "bliver måske ikke til noget 12. juni", meddeler den amerikanske præsident på et pressemøde.
- Hvis det ikke bliver til noget, kan det muligvis afholdes på et senere tidspunkt, siger præsident Donald Trump i Det Hvide Hus tirsdag.
Til gengæld arbejder USA fortsat på, at de to lande mødes til et historisk møde på øverste niveau.
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, er tirsdag på besøg i Det Hvide Hus for med Trump at drøfte situationen omkring topmødet.
Den sydkoreanske præsident roser i en indledende kommentar Trump for at have opnået meget på Den Koreanske Halvø.
Moon er, siger han, sikker på, at den amerikanske præsident vil lykkes med et topmøde med Kim Jong-un, og at USA vil kunne forene de to koreanske lande.
Donald Trump understreger, at han føler sig sikker på, at Nordkoreas leder har en reel hensigt om at opgive landets atomvåben.
- Jeg tror, at han mener det alvorligt. Jeg tror, at han er helt og aldeles seriøs, siger Trump.
Donald Trump skulle mødes med Kim Jong-un i Singapore. Det har været planen, indtil forholdet mellem de to lande igen begyndte at skrante, da USA og Sydkorea holdt en fælles militærøvelse i Sydkorea tidligere i maj.
Da Nordkorea efterfølgende aflyste et topmøde med Sydkorea, stod det klart, at forberedelserne ikke længere kørte på skinner.
Trump og hans rådgivere vil derfor bruge tirsdagens samtaler med Moon Jae-in til at spore sig ind på, om Kim Jong-un har ændret holdning til en atomafrustning i landet.
Det har en unavngiven kilde i Det Hvide Hus oplyst til Reuters.
Andre personer tæt på Trump har uden for citat udtrykt bekymring for, om Sydkoreas Moon muligvis har overdrevet Kim Jong-uns villighed til reelt at drøfte en afvikling af atomprogrammet.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, har to gange været i Pyongyang til samtaler med Kim Jong-un. Det har dog tilsyneladende ikke gjort amerikanerne meget klogere på Kim Jong-uns intentioner.
/ritzau/Reuters