Sommeren går på hæld, men en cykelferie behøver ikke vare en uge.
En weekend kan være nok, og Danmark er ifølge erfaren bikepacker Kenneth Bruun Jørgensen oplagt til turen.
Efteråret nærmer sig, men der er stadig mulighed for at pakke cyklen og tage på en lille weekendferie i Danmark. Kenneth Bruun Jørgensen har cyklet 75.000 kilometer på fem kontinenter, og ifølge ham behøver man ikke investere i en masse udstyr for at komme afsted.
- På cyklen oplever man verden på en helt anden måde, og Danmark er det perfekte land at tage på cykelferie i, her er så mange smukke naturoplevelser om sommeren. Det kræver ikke meget at tage afsted - har du en damecykel med kurv, er du faktisk godt kørende, siger han.
Han anbefaler, at man på forhånd overvejer, om målet er at tilbagelægge mange kilometer, eller om der skal være tid til spontane stop undervejs.
Hos Friluftsland oplever man en stigende interesse for gear til cykelferien.
- Vi oplever en stigende interesse for bikepacking, og vores foredrag om cykelferie bliver hurtigt udsolgt, siger Claus Østergaard, der er marketingchef i Friluftsland.
Rute: Planlæg hjemmefra, og læg gerne turen forbi seværdigheder eller naturområder.
Overnatning: Vælg mellem telt, shelter, vandrehjem eller hotel.
Tøj: Pak let og medbring skiftetøj samt regntøj.
Mad: Tag eventuelt et lille blus med, men køb ind undervejs.
Udstyr: Hold det enkelt. Lappegrej, pumpe, multitool og førstehjælpsudstyr er blandt anbefalingerne.