Meget kan man byde folkesocialister, men i dag ved vi, at der et to ting, som virkelig, virkelig ikke går:

For det første – SF må ikke kæmpe for, at Goldman Sachs, indbegrebet af amerikansk vulgærkapitalisme, må købe DONG Energy.

Det var så ubeskriveligt dumt gjort af SF, da de i januar 2014 argumenterede for at sælge ud af samfundets arvesølv – oven i købet til en af hovedsynderne bag finanskrisen. Dumheden førte til, at SF kollapsede, gik ud af regeringen, mistede dets formand, ramte spærregrænsen.

For det andet – SF må ikke træde på børn og kynisk stemme for en udlændingeaftale, der afviser flygtningebørn ved grænsen, som kommer uden deres mor, far eller søskende.

Det var så ubeskriveligt dumt gjort af SF, da de i den forløbne uge i et par døgn forsvarede, at de stod last og brast med regeringen – oven i købet med Inger Støjberg – om at sige nej til børn. Dumheden førte til Özlem Cekics exit, oprør fra baglandet, og ultimativt et nej til aftalen.

Begge beslutninger – salget til vulgærkapitalisterne for tre år siden, afvisningen af nødlidende børn nu – er udtryk for enorme fejlvurderinger i SF’s ledelse:

I 2014 især af formand Annette Vilhelmsen og udenrigsminister Holger K. Nielsen. I 2017 især af formand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Jacob Mark.

Det er alvor – for det er beslutninger, der begge gange er udtryk for en så fundamental fejllæsning af, hvad det betyder at være SF’er:

At flirte med Goldman Sachs eller træde på børn er lige så forkert for SF, som det ville være for Dansk Folkeparti, hvis de pludselig flirtede med Grimhøjsmoskeen eller trådte på pensionister. Det er så forkert, at man skulle tro, at det sad på rygraden af politikere.

Men den forløbne uge har igen afsløret, at SF’s øverste ledelse har det med at blive grebet så meget af lysten til at rykke helt ind i regeringskontorerne igen, at de mister det politiske kompas, så de dummer sig og giver køb på grundlæggende værdier.

Lad os lige repetere forløbet:

I onsdags skriver Politiken på forsiden, at ’Regeringen vil afvise asylbørn ved grænsen’ – og nede i artiklen kan man læse, at ’SF ser positivt’ på ideen. Özlem Cekic, enormt populær i baglandet, iværksætter en twitter-kampagne, hvor hun kræver svar på, om SF er med.

I løbet af onsdagen og torsdagen forsvarer Jacob Mark SF’s politik indædt – trods noget, der ligner revolte i baglandet. Til sidst giver han dog efter for presset og meddeler, at partiet alligevel ikke vil afvise børn. Pia Olsen Dyhr fastslår, at ’barnets tarv skal altid stå øverst.’

De to top-SF’ere undskyldte sig med, at de ’ikke havde forberedt sig godt nok’, og at ’de nu havde fået tænkt sig om’, men, men, men:

Selv om det bedre at nå frem til den rigtige beslutning til sidst, så ser det sandt for dyden ikke godt ud, at det tog så lang tid at nå frem til den naturlige holdning.

Hvorfor i alverden gik det så rædselsfuldt for partiet i løbet af en uge, som ellers var planlagt til at kulminere i weekenden med et landsmøde i optimismens tegn?

Mon ikke der er tre centrale årsager:

For det første at partiet går frem i målinger, så de kan lugte magten igen. For det andet at partitoppen vil kline sig helt op af Socialdemokratiet i udlændingepolitikken for at please dem. For det tredje at de vil agere ’ansvarlige’ modsat Enhedslisten, Alternativet, De Radikale.

Fælles for alle tre årsager er, at de er taktiske. De er ikke ideologiske. Og her er også problemet – nemlig at SF’s vælgere faktisk er ideologiske og ikke taktiske.

SF's vælgere er ikke magtsyge. De er langt, langt mere optaget af at følge deres hjerter. 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.