Martin Braithwaite har god grund til at møde op med rank ryg og sportstasken pakket med selvtillid, når han i den kommende uge slutter sig til landsholdet forud for VM-kvalifikationskampene mod Malta og Armenien.
Den tidligere Esbjerg-spiller scorede lørdag aften sit første mål for sin nye franske klub, Toulouse, der dog alligevel tabte med 1-2 til Bastia på Korsika.
Et skuffende resultat for Toulouse, når man tager i betragtning, at holdet spillede i overtal i næsten en time, efter at Bastia fik en spiller smidt ud i første halvleg ved stillingen 0-0.
Trods 11 mand mod 10 lykkedes det altså kun Toulouse at lave det ene mål, Braithwaite tegnede sig for 10 minutter efter pausen.
Dermed udlignede han til 1-1, men den stilling holdt kun i 10 minutter yderligere, indtil Romaric, den rutinerede landsholdsspiller fra Elfenbenskysten, scorede det, der skulle blive kampens sidste mål til 2-1 til Bastia.
Landstræner Morten Olsen kan også glæde sig over, at Simon Kjær var en del af et skudsikkert Lille-forsvar, der holdt målet rent i 0-0-kampen mod Rennes.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Mads Albæk fik fuld spilletid i en målløs kamp, da hans klub Stade Reims delte point med Nantes.
Tidligere på lørdagen var der en succesoplevelse til Daniel Wass, der sammen med Evian skabte en overraskelse ved at besejre Lyon med 2-1.
/ritzau/