Christian Eriksen er sæsonens bedste Tottenham-spiller. Det mener i hvert fald klubbens fans.
Lørdag blev den danske landsholdsspiller hædret med priser for at være London-klubbens bedste i den snart overståede sæson af både "One Hotspur Members" og "Supporters Clubs".
Det er anden gang, han scorer denne double. Han modtog også de to priser i sin første sæson i klubben i 2013/14.
- Der har været nogle spillere - faktisk det meste af holdet - der har haft en fremragende sæson, så det betyder meget for mig, at fansene har stemt på mig, siger Eriksen til Tottenhams hjemmeside.
Den danske kreatør er i denne sæson noteret for otte scoringer og 12 assister i Premier League.
Dermed har han i høj grad bidraget til Tottenhams andenplads, som holdet skal dumme sig uendeligt meget for at miste.
Søndag spiller Tottenham topkamp hjemme mod Manchester United. Det bliver samtidig klubbens sidste kamp på White Hart Lane, da et nyt stadion er under opførelse.
/ritzau/