Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
Den 4. juni ved vi, om de ansatte i staten stemmer ja eller nej til overenskomsten for 2018 – 2021.
Jeg håber, at de stemmer ja, for vi har fået et godt resultat. Når man ser på alle de krav, vi har fået med – og de modkrav vi har undgået – så mener jeg oprigtigt, at dette års overenskomstaftale er et stort skridt frem for statens ansatte.
Først til nogle af de gode elementer, vi ikke har talt så meget om:
Alle får bedre mulighed for at søge individuel kompetenceudvikling, og der er afsat 1,5 millioner kroner til at udvikle en lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Det er skridt i den rigtige retning.
Også kolleger, hvis arbejdsplads flyttes eller fusioneres, bliver lidt bedre stillet. Det gælder hvis man står til at få flyttegodtgørelse og i forhold at forhandle et udligningstillæg. Og så har vi sikret bedre vilkår for tillidsrepræsentanter i forbindelse med flytninger, så de kan tale kollegernes sag.
Derudover har vi sikret bedre mulighed for at få fri til at passe alvorligt syge børn. Og alle har nu ret til frihed med løn i op til to timer til at søge vejledning i a-kassen ved afskedigelse.
Elever, praktikanter og lærlinge kommer for alvor til at mærke overenskomsten, fordi vi indhenter et lønefterslæb i forhold til deres private kolleger. Nogle stiger med helt op til 20 procent svarende til 3.000 kroner. Om måneden.
Sidst men ikke mindst, er der for første gang i ti år afsat midler til, at de enkelte fagforeninger kan forhandle målrettede forbedringer til de forskellige grupper af statsligt ansatte i form af de såkaldte organisationspuljer.
Der er også elementer, som jeg er ærgerlig over ikke at have fået med. Fx ville jeg gerne have forbedret bestemmelser om varsling, seniorers rettigheder og reglerne for tillidsrepræsentanter.
Men især arbejdsgiverens afvisning af vores krav om en Fritvalgsordning skuffer og frustrerer mig. Med en mulighed for at vælge mellem løn, afspadsering eller opsparing af frihed, kunne man have imødekommet et stort ønske fra medlemmerne og et stort behov for bedre balance mellem arbejde og fritid. Det ønskede ledelsen ikke, med henvisning til negativ indvirkning på arbejdsudbud, administration og økonomi. Ingen af deres grunde giver mening for mig, men desværre fastholdt man afvisningen af dette krav.
Arbejdsgiver kom heller ikke igennem med alle deres krav – heldigvis. Jeg er fx rigtig glad for, at Ministeren ikke fik sin vilje om at gøre en større del af lønnen decentral og individuel. At arbejdsgiver måtte opgive kravet om bortfald af tillæg for dem, der arbejder om lørdagen og dem, der arbejder mellem 17 og 18. Og at kravet om en årsnorm ikke blev til noget, så vi undgik at flere statsansatte kun får deres arbejdstid opgjort og afregnet en gang om året.
Det bringer os til vores tre hovedkrav om løn, spisepause og lærernes arbejdstid. For netop årsnormen er en vigtig knast i forhold til en ny aftale om arbejdstid for lærerne. Og arbejdsgivers krav om at udvide årsnormen til andre grupper viser, at det er en tankegang der ikke kun rammer lærerne, men kan ramme os alle.
Derfor har vi heller ikke opgivet kravet om, at lærerne skal have en aftale om arbejdstid. Denne gang stod valget mellem at acceptere en tekst, der minder umiskendeligt meget om den lov, der i dag regulerer lærernes arbejdstid eller at gå i konflikt, vel vidende at udfaldet her sandsynligvis ville blive et nyt lovindgreb.
I stedet valgte lærerne at indgå i en forpligtende forhandlingsperiode med deres modpart og sammen at nedsætte en uafhængig og stærk kommission, som skal se på arbejdstiden og dens betydning for kvaliteten i de vigtige opgaver, lærerne løser.
Jeg og de andre forhandlere på statens område vil gøre alt, hvad vi kan for at presse på for, at det lykkes at indgå en aftale om arbejdstid for lærerne. Ingen kan være tjent med at en gruppe lønmodtagere får deres arbejdstid reguleret via en lov og ikke en aftale. Og ingen kan være tjent med, at arbejdsgiver presser en årsnorm ned over deres ansatte.
Usikkerheden om den betalte spisepause er til gengæld væk. Alle statsansatte, der i dag har ret til betalt spisepause, vil også have det i fremtiden. Ønsker arbejdsgiver at ændre på det, skal det ske ved forhandlingsbordet.
Det lyder enkelt at sikre en eksisterende rettighed, men det var en hård kamp at komme så langt. En kamp som var værd at tage, fordi den ikke kun handler om spisepausen men om at vise, at vi aldrig vil acceptere, at arbejdsgiver forringer de ansattes vilkår ved at gøre en rettighed til en lokal kutyme. Lønnen er et væsentligt element i enhver overenskomst og her har vi opnået et rigtig godt resultat. Vi har sikret, at den offentlige lønudvikling følger den private, og vi har sikret en reallønsfremgang. Vi har også sagt farvel til al snak om, at statsansatte ’skylder’ og om løngab. Vi har sagt farvel til privatlønsværn og hensigtserklæring. Det er vigtigt – ikke bare nu, men også næste gang vi sætter os til forhandlingsbordet.
Spørger du mig, indeholder overenskomstaftalen altså mange gode ting. Nu er det op til den enkelte statsansatte at vurdere om aftalen er god nok.
Afstemningerne er sat i gang og skal være afsluttet den 4. juni. Og uanset om du stemmer ja eller nej, så jeg håber jeg, at du vil bruge din stemmeret. Overenskomsten handler nemlig om dig og dine kolleger. Det har I vist gennem et fantastisk engagement under forhandlingerne. Det håber jeg også, I vil vise ved at bruge jeres stemme.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.