Der er ikke nogen patienter, der har taget skade af at have fået ekstra bedøvelse, mens de lå i respirator.
Sådan lyder sundhedsminister Ellen Trane Nørbys svar til Dansk Folkepartis sundhedsordfører og formand for sundheds- og ældreudvalget i Folketinget Liselott Blixt, som har stillet spørgsmålet til ministeren, skriver P4 Sjælland.
Men det er en gentagelse af konklusionen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som kom i december i sagen om Køge Sygehus, og det er Liselott Blixt ikke tilfreds med.
Derfor vil hun kalde ministeren i samråd, for at få svar.
- Hvordan kan man sige, at ingen patienter har lidt skade af at få ekstra bedøvelse på Køge sygehus, når man ikke kan finde frem til de enkelte patienter? siger hun til P4 Sjælland.
Sagen handler om, at personalet på Køge Sygehus bevidst har overmedicineret nogle patienter for at få tid til at passe andre.
Sygeplejerskerne på intensivafdelingen på Køge Sygehus er allerede blevet frikendt for ansvar i sagen om ekstra bedøvelse af respiratorpatienter på intensivafdelingen, men ledelsen kan ikke gå fri, mener Liselott Blixt.
- Denne gang er det også sygeplejersker, der bliver udstillet, mens ledelsen dukker sig, og der sker ikke noget. Der ønsker jeg, at man stiller ledelsen til ansvar, siger hun til P4 Sjælland.
Styrelsen for Patientsikkerhed har udtalt kritik af afdelingsledelsen i Køge, men ikke stillet enkeltpersoner til ansvar, netop fordi de har konkluderet at ingen patienter har taget skade af behandlingen.