En familiefar blev fundet død to dage efter, at hans livsforsikring var trådt i kraft.
Det fik SEB Pension til at spekulere i, om manden havde snydt med sine oplysninger til selskabet, der nægtede at udbetale den fulde forsikringssum til hans efterladte.
SEB Pension mente, at manden ved underskriften på forsikringspapirerne havde løjet om sygemelding. Men det afviser Ankenævnet for Forsikring i en ny afgørelse, skriver Fagbladet 3F.
Familiefaren kontaktede selv pensionsselskabet og ville gerne oprette en gruppeforsikring og fik et tilbud med en sum på 720.000 kroner.
Inden han nåede at underskrive tilbuddet tog han på en weekendtur med sin kone.
På rejsen fik han en blodprop og læger på stedet gennemførte en ballonudvidelse i hjertet. Det skete otte dage efter tilbuddet fra forsikringsselskabet.
Yderligere fem dage senere underskrev manden forsikringen. Det skete med en forhøjelse af forsikringssummen til det firedobbelte - 2.880.000 kroner.
Uden varsel døde manden to dage senere.
Efter mandens død ville SEB Pension kun udbetale de 720.000 kroner, som selskabets første tilbud til manden havde lydt på.
De mente, at manden havde snydt, da han underskrev forsikringspapirerne og bekræftede, at han ikke var sygemeldt. SEB Pension mente, at en så indgribende operation som en ballonudvidelse måtte betyde, at manden havde - eller burde have - været sygemeldt.
Men folk fra hans job bevidnede, han havde været på arbejde, ligesom mandens læge kunne bekræfte, at manden havde været forbi ham samme dag, som han underskrev den forhøjede forsikring.
Familielægen fortæller, at manden ikke havde fysiske mén efter blodproppen, og at der ikke var brug for sygemelding.
Det får samlet ankenævnet til at konkludere, at den nu afdøde mand ikke har givet urigtige oplysninger.
Derfor skal de efterladte have de resterende godt 2 millioner kr., som pensionsselskabet i første omgang nægtede dem.
SEB Pension har hurtigt efter afgørelsen udbetalt beløbet til familien. Ankenævnet holder den afdøde mand og hans familie anonym.