En 24-årig kvinde og en 34-årig mand blev torsdag middag meget alvorligt kvæstet, da deres personbil blev ramt af en lastbil i Pandrup.
De to svævede eftermiddagen igennem mellem liv og død, men først på aftenen er deres tilstand stabil, og de er uden for livsfare, oplyser vagtchef Aage Pedersen, Nordjyllands Politi.
Manden og kvinden kom omkring klokken 13.30 kørende på Jetsmark Kirkevej i Pandrup.
I krydset ved Bredgade overholdt personbilens chauffør ikke vigepligten, men kørte ud på den tværgående vej og blev ramt af en lastbil.
Også lastbilchaufføren er kommet til skade og bragt til sygehuset, men hans tilstand betegnes ikke som alvorlig.