De danske obligationsrenter lukkede tirsdag nær de rekordlave niveauer, som blev nået mandag. Uroen om Grækenland trak igen overskrifter og gav rentestigning i Spanien og Italien som fik en investorerne til at trække mod nordeuropæiske statspapirer.
Renten på den toneangivende, tiårige danske statsobligation lukkede i 1,35 pct. - eller 1 basispoint mindre end ved åbningen tirsdag morgen og blot 1 basispoint mere end mandagens rekordlave niveau.
Investorerne holdt fast i statspapirer i de forholdsvis sikre nordeuropæiske lande, efter at situationen i Grækenland tirsdag eftermiddag pegede i retning af endnu et valg til parlamentet.
- Det er ikke så meget Grækenland isoleret - det er mere eller mindre afskrevet. Men man er bange for at det spreder sig til andre lande og det får CDS'erne til at køre op i Spanien og Italien. Man søger over i sikker havn som tyske og danske obligationer, siger chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til Ritzau Finans.
Udviklingen i den tiårige spanske rente blev da også forværret tirsdag, hvor en stigning på 0,10 pct. point til 6,28 pct. fortsat afspejler den store usikkerhed. I Italien steg renten 14 basispoint til 5,81 pct.
Friske nøgletal gav ellers et fingerpeg om en positiv økonomisk udvikling. Fra morgenstunden viste den økonomiske vækst i Tyskland et overraskende højt niveau i første kvartal, hvilket uden tvivl var været medvirkende til, at statistikken for hele eurozonen viste en knap så ringe udvikling som ventet.
FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk