Det er en tillokkende tanke, at man kan bringe de afviste asylansøgere ud af deres elendighed ved at integrere dem i samfundet.

Ingen kan være i tvivl om, at familierne, og da specielt de sagesløse børn, lever et miserabelt og uværdigt liv. Det er let at forstå, at mange danskere bliver dybt berørte og kræver handling, når de præsenteres for børn i akut nød. Andet ville være mærkeligt. Til gengæld må man kræve mere overblik af politikerne.

Enhver med kendskab til medier og politik ved, at der vil komme endnu mere hjerteskærende beretninger om nød og elendighed, når regeringen får forhandlet en hjemsendelsesaftale på plads med Irak, og begynder at tvangshjemsende de afviste ansøgere.

Det er mindst lige så inhumant at lade ansøgerne skabe sig en normal tilværelse i Danmark og dermed uvægerligt give dem håb om, at de kan blive. For så om et par år at tvangshjemsende dem til Irak.

Tvangshjemsender man dem ikke, er der reelt kun to alternativer. En politisk særlov, der kun gælder for de nuværende ansøgere og underkender en domstolsafgørelse. Eller en ophævelse af asylpolitikken, der vil tænde håbet for mange af denne verdens nødstedte og få tusindvis af flygtninge til at strømme mod Danmark.

For hvordan sige ja til nogle og nej til andre?