- Danmark skal i arbejde, og vi skal alle sammen være med.
Sådan siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Folketingets afslutningsdebat. Den afslutter ikke folketingsåret, som fortsætter nogle uger ind i juni.
- Gennem kriser har vi reageret på samme måde: Ved at stå sammen. Det skal vi gøre igen, formaner statsministeren.
Hun trækker en parallel til nutidens udfordringer fra 1930'ernes Kanslergadeforlig, som indledte det danske velfærdssamfund.
Danmarks første udfordring er ifølge Thorning, at konkurrenceevnen faldt 20 procent i 00'erne. Anden udfordring er, at arbejdsstyrken svinder fra fire til tre personer i arbejde for hver folkepensionist. Tredje udfordring er en sund offentlig økonomi, siger hun.
Regeringen vil inden 1. juli have en aftale om mere arbejde med arbejdsmarkedets parter samt en skattereform, som sænker skatten på arbejde. Den gavner især mellemindkomster med højere grænse for topskat og større beskæftigelsesfradrag.
- Vi vil belønne danskernes arbejdsindsats og flid. Der skal være en større gevinst ved at arbejde. Vi vil give et ekstra fradrag til den enlige forsørger. Vi vil også rykke grænsen for topskat op, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun henviste til fælles erklæringen i 1987 mellem Schlüter-regeringen, LO og DA. Den holdt lønstigningerne under udlandet, indførte arbejdsmarkedspensioner og sænkede virksomhedernes udgifter.
- Det skal vi gøre igen, siger statsministeren.
Regeringen vil styrke de offentlige finanser, skabe et "grønt Danmark" og uddanne flere unge, siger hun.
EU-landene skal få styr på økonomien, reformere arbejdsmarkedet samt skabe fælles vækst. Derfor er finanspagten nødvendig, siger hun, men påpeger, at der skal vedtages en vækstpagt ved EU-topmødet i juni.