Det danske EU-formandskab skal afsluttes med en vækstpagt.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind til et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles onsdag aften.
- Der er ingen tvivl om, at det danske formandskab først og sidst handler om at skabe arbejdspladser. Det har vi diskuteret fra vores første topmøde, og det vil vi også diskutere på vores sidste topmøde.
- Jeg tror, vi står i en situation, hvor vi kan afslutte det danske formandskab med en egentlig vækstpagt, siger Helle Thorning-Schmidt.
Lederne af de 27 EU-lande skal på mødet over en middag diskutere, hvordan man kan skabe flere job i et kriseramt Europa.
Selvom Danmark lige nu er formand for EU, så spiller statsministeren reelt en birolle onsdag aften, hvor slaget for alvor står mellem Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs nyvalgte præsident, François Hollande.
Angela Merkel repræsenterer den mest spareivrige fløj, som ikke vil skabe vækst for lånte penge.
François Hollande møder til gengæld op til sit første EU-topmøde med krav om, at der skal investeres, hvis Europa skal ud af krisen.
Og han kommer til mødet i Bruxelles med medvind fra de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, som for få dage siden gik ud med en anbefaling om, at eurolandene fokuserer mere på vækst og holder igen med at spare.
Thorning vil ikke sige, om hun stiller sig bag Frankrig eller Tyskland i det opgør. Men hun understreger på linje med Merkel, at der skal være styr på økonomien, før man kan investere i job:
- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man skal spare eller spendere. Når vi ønsker at skabe vækst i Europa, så kan det kun ske på et fundament af sunde økonomier.
- Pengene skal passe, og samtidig skal man sætte gang i væksten. Det er det, vi har gjort i Danmark, og det er også det, man skal gøre i Europa, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun lægger vægt på, at lav gæld og styr på økonomien sikrer landene lave renter, og det skaber i sig selv grobund for vækst.
- Samtidig skal man selvfølgelig sætte gang i en kickstart dér, hvor man har råd til det. Det har vi i Danmark, og man skal gøre alt, hvad man kan på europæisk plan for at sætte gang i væksten, siger Helle Thorning-Schmidt.