Henrik Sass Larsen er udnævnt som Socialdemokraternes nye gruppeformand, og det er statsminister Helle Thorning-Schmidt "meget glad" for:
- Henrik Sass Larsen har nogle kompetencer, som jeg glæder mig til at gøre brug af. Vi har store forventninger til Henrik, siger hun.
- Jeg har stor tillid til, at Henrik Sass Larsen vil fungere rigtig godt som gruppeformand.
Tilbage i 2005 var Henrik Sass Larsen med til at gøre Helle Thorning-Schmidt til formand for Socialdemokraterne. Det er således i høj grad en af hendes politiske følgesvende, der er lykkedes med et bemærkelsesværdigt comeback i dansk politik.
- Henrik og jeg har arbejdet sammen i rigtig mange år, og vi vil selvfølgelig gerne fortsætte dette samarbejde, siger hun.
I forhold til efterårets sag om rockerforbindelser og efterfølgende manglende PET-sikkerhedsgodkendelse af Sass Larsen som minister er Socialdemokraterne ifølge Helle Thorning-Schmidt kommet videre:
- Henrik har taget konsekvensen af den sag. For otte måneder siden bad han mig om at se bort fra sit kandidatur. Dette er en anden post end en ministerpost, siger hun og afviser umiddelbart, at der skulle være konkrete planer om at gøre Sass Larsen til minister:
- Jeg er godt tilfreds med mit ministerhold.
Både hos Socialdemokraterne og blandt politiske kommentatorer vurderes det, at Henrik Sass Larsens comeback vil styrke Helle Thorning-Schmidts muligheder for at få komme igennem de kommende måneders svære forhandlinger om reformer.
Henrik Sass Larsen afløser Mogens Jensen på formandsposten. Mogens Jensen er i stedet blevet kandidat til næstformandsposten i folketingsgruppen.