Der bliver i første omgang ikke nogen konkurrerende lavpristerminal i Københavns Lufthavn.
Men selv om Østre Landsret har afvist en sag anlagt af folkene bag Terminal A mod Transportministeriet og Trafikstyrelsen, så er det sidste punktum ikke sat i den sag.
Fra Terminal A lyder det nu, at man vil "studere dommens nærmere præmisser og i øvrigt afdække hvilke muligheder, der er for at komme videre med den vækstdriver, som Terminal A vil være".
- Det er passagererne, der bliver taget som gidsler her. Vi vil med Terminal A sikre forbrugerne en hurtigere, enklere og ikke mindst billigere måde at komme ud at rejse på, siger bestyrelsesformand i selskabet Flemming Hansen, tidligere konservativ transportminister.
- Vi står derfor helt uforstående overfor, at landsretten ikke vil pålægge transportministeren den afgørelse, som han er forpligtet til efter loven. Det er frustrerende at opleve, at staten trækker os rundt i manegen, siger han i en kommentar til afgørelsen.
Flemming Hansen understreger, at det er fortsat er folkene bag Terminal A's klare overbevisning, at lavpristerminalen skal gives adgang til Københavns Lufthavn.
- Og vi må nu overveje, hvilke muligheder vi har for at komme videre, siger bestyrelsesformanden.
Terminal A vil give Københavns Lufthavn konkurrence om passagererne ved at halvere de nuværende passagerafgifter samt sikre en hurtig og effektiv vej igennem lufthavnen i Kastrup.
Desuden er det planen at udvikle andre nyheder til de rejsende - blandt andet billigere parkering end den nuværende.
/ritzau/