En helikopter er tirsdag tvunget til at nødlande i Esbjerg Lufthavn på grund af tekniske problemer, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Helikopterens 21 personer om bord slap dog med skrækken.
- Der var 21 personer om bord i helikopteren, som netop er landet sikkert i Esbjerg Lufthavn, siger vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.
Det var angiveligt tekniske problemer, der tvang helikopteren til jorden, oplyser politiet.
Helikopteren var en såkaldt personalehelikopter, der var på vej med mandskab til Nordsøens arbejdspladser.
/ritzau/