Det ville have været et drømmeemne at illustrere. Manden, der skiftede tøjstil og adfærd for at gemme sig i anonymitetens grå masser, kunne næsten ikke ende som andet end sjove pennestrøg i avisen.
Men nu stod bladtegneren altså for en gangs skyld selv for skud, og Kurt Westergaard ønskede ikke at forputte sig, da han for et par år siden påkaldte sig alverdens fatwaer, forbandelser og allersenest en konkret mordtrussel fra herboende muslimer - hvis man da skal tro PET s efterretninger ...
Næ, Jyllands-Postens 73-årige seniormedarbejder stod ved sig selv og budskabet i den berømte og berygtede karikatur fra 30. september 2005. Den af profeten Muhammed med en gnistrende bombe i turbanen.
»Jeg vil ikke finde mig i at skulle gemme mig i mit eget land. Og jeg vil heller ikke finde mig at at skulle være bange for at sige min mening samme sted. Så vreden har hele tiden været større end angsten,« udtalte han til Randers Amtsavis på årsdagen for JP-tegningernes offentliggørelse.
Lilla strømper, røde sko
I stedet for at stikke af fortsatte Kurt Westergaard derfor ufortrødent med at stikke ud fra mængden, så man snildt kunne få øje på manden, der lever med hustruen Birgitte og kan prale af otte børnebørn:
En blondskægget herrebamse iklædt lange læderfrakker og -veste samt kontrasterende lilla strømper og en hat oven på den falmende hårpragt. Og så en særlig hang til de ildrøde bukser og sko som flere kolleger fra Jyllands-Postens hovedkvarter ved Århus fremhæver, når de skal beskrive ham.
»Man kan stadig godt genkende Kurt i gadebilledet. Men i kantinen er han ikke typen, der sætter sig for enden af bordet og underholder. Han er bare dedikeret til sit arbejde - man kan jo sige, at det ikke ligefrem holder ham tilbage, at pensionsalderen for længst er nået,« som én af dem konstaterer.
Kurt Westergaard begyndte at tegne til Jyllands-Posten i de tidlige 1980 ere. Inden da havde han i en årrække arbejdet deltid som illustrator af teateranmeldelser. I den periode var han samtidig skoleleder på Maria Magdelene Skolen ved Ryomgård ¿ en institution for mentalt og fysisk handicappede børn.
»Sådan et job kræver en enorm tålmodighed og menneskeligt overskud. De kvaliteter rummer Kurt,« lyder det fra JP s kulturredaktør, Flemming Rose.
Barokt og ironisk
Som manden bag karikatur-idéen har han fået talt en del med manden bag den suverænt mest kontroversielle af de 12 profettegninger.
»Følelsesmæssigt viser Kurt ingen tegn på at være bragt ud af balance. Jeg har oplevet masser af folk på begge sider hidse sig op over denne sag, men aldrig ham. Og jeg synes ellers, at han er blevet svinet til af selvhøjtidelige og provinsielle mennesker i godhedsindustrien. Folk, der tillader sig at snakke højt om tolerance og ofre. Men hvem er det, der har gået rundt og skullet frygte for sit liv i to år? Hvem er det lige, der er ofret i denne sag,« retoriserer Flemming Rose.
Kulturredaktøren mener desuden, at Kurt Westergaards karikatur mere end nogen anden rammer plet. Man kan sådan set sige, at tegningen af profeten nu er endt som en selvopfyldende profeti.
»Det er jo barokt og komisk, at ingen bemærker det. Kurt har ikke et issue med islam, men ville tværtimod vise, hvordan nogle ekstremister misbruger Muhammeds navn i egen tjeneste.«
Sejlivet hippie
Der er da heller ikke meget i hverken Kurt Westergaards karikaturkatalog eller fortid, som tegner konturerne af eksempelvis en kristen fundamentalist. I et tidligere interview har han erklæret sig som ateist, og flere beskriver ham som lidt af en sejlivet hippie. Han er da også formet af den kulturradikale bannerfører Poul Henningsen og tæller legendariske bladtegnere som Bo Bojesen blandt sine inspirationskilder.
Måske smitter forbilledets storhedstid - de spraglede og lettere løsslupne 1960 ere og 70 ere - af på Kurt Westergaards farverige og ofte røde beklædning. Nogen rød klud i ansigtet forsøger han næppe at være.