Team Danmark støtter curlingkvinder frem mod vinter-OL

Team Danmark vælger alligevel at støtte Danmarks curlingkvinder, der overraskende banede sig vej til OL.
Danmarks curlingkvinder sikrede OL-pladsen med en sejr over Italien.
Danmarks curlingkvinder sikrede OL-pladsen med en sejr over Italien. Foto: Mathieu Belanger/Scanpix

Der var ikke tiltænkt støttekroner fra Team Danmark til Danmarks curlinglandshold for kvinder i 2018, men holdets overraskende kvalifikation til vinter-OL i februar, har fået Team Danmark på andre tanker.

I en pressemeddelelse oplyser Team Danmark, at man vil støtte kvinderne frem mod OL og dække udgifter på 115.000 kroner til en træningslejr i Japan eller Sydkorea. I forvejen får curlingherrerne støtte.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, glæder sig over, at Danmark kan stille med to hold i Pyeongchang.

- Sammen med Dansk Curling Forbund arbejder vi på højtryk for at udvikle den bedst mulige plan for holdene i de kommende par måneder, så de kan stå så skarpt som muligt til OL.

- Det internationale konkurrenceniveau i curling er skærpet markant de seneste år, så jeg er glad for, at vi har mulighed for at skabe så optimale rammer og forberedelser for begge hold, siger Lone Hansen.

For tre måneder siden ophørte Team Lene Nielsen, og der var ikke store forventninger til det nye, uerfarne hold med Madeleine Dupont som skipper.

Derfor blev det ikke til støttekroner, men stik mod forventningerne lykkedes det kvinderne at nappe en af de to pladser, der var på spil i sidste uges OL-kvalifikation.

OL-pladsen blev sikret med søndagens sejr på 5-4 over Italien.

At der nu alligevel bevilges penge til kvindeholdet har ifølge sportschef Ulrik Schmidt stor betydning.

- Støtten til forberedelserne er afgørende for kvaliteten af vores forberedelser og giver os muligheder for at investere i en træningslejr op til OL.

- Samtidig skal vi forsøge at komme med i nogle træningsturneringer, inden det går løs i Sydkorea.

- Det var en kæmpe overraskelse, at holdet kvalificerede sig til OL, og vi kan ikke tillade os at have store resultatforventninger. Flere af de lande, de skal op i mod, lever som professionelle, så målsætningen er, at de skal over og spille nogle gode kampe og gøre en god figur, siger Ulrik Schmidt.

Vinter-OL begynder 9. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.