Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
På overfladen er alt som det plejer. De er glædesspredere, hvis man ellers kan bære deres tunge branderter. De er smukke, unge – og glade efter næsten et helt livs lænkning til skolebænken. Nu gider de ikke længere lytte til hverken kædernes raslen, deres lærere eller deres forældre.
SOM TAXAMAND mærker jeg det hver nat og morgen i disse dage. Det er studentereksamens-tid, og selv om den gamle her er et geologisk fund fra Yngre Kridttid, kan jeg endnu mærke den boblende lykkerus. Den slår senere uddannelser, jobs og topjobs og såmænd også den dag for mere end halv snes år siden, da jeg i velpresset pingvin-kostume kunne række min hvid-handskede højrehånd frem og takke regenten for mit ridderkors. Min far, den gamle major, havde fugtige øjne.
Det var en stor dag.
Men rusen med studenterhuen var størst af alle.
DER ER NOGLE PSYKOLOGISKE ÅRSAGER, som er indlysende. Symbolet på frihed. Nu skal du flytte hjemmefra. Den eksplosive seksualitet. Den legitime stilhed før stormen – det satans liv, du har ret til at kysse – lige inden du skal ud at være produktiv på markedet. Eller rettere: Lige inden du skal tage den afgørende uddannelse, der for alvor skal gøre dig produktiv.
Den frydefulde oplevelse er universel gennem mange årtier, men jeg er gammel nok til at kunne iagttage forskellene. Jeg mindes de tidlige 60’ere, da de relativt få nyudsprungne studenter udgjorde en forudbestemt elite i mit provinsmiljø. Der stod VINDER i deres huer, - sådan føltes det i hvert fald, da de dansede ved bålet Sankt Hans aften på Klippeøen. Og jeg mindes også en grænse-erotisk følelse af, at en dag vil det være mig.
Og det BLEV mig i 1973 - og med mig et meget større antal, så noget af det elitære var gået af den rød-hvide hue. Lige netop huerne var der langt færre af, mens slipsene og de hvide skjorter var ”yt”. Mange valgte som antydet huen, selve det elitære symbol, fra. Det arbejdende folk var populært, de rige svin førte deres beskidte krig i Vietnam og adgangsbetingelserne til de højere uddannelser var i det store og hele – frie. Så den nuværende forældregenerations omklamrende karakter-fetichisme fandtes ikke.
Den der med at smide børnenes 12-taller ud til offentligheden som socialt skryderi – den var ALDRIG gået. 12-tallet var i øvrigt et dæmonisk 13-tal, og tocifrede karakterer var for autoritetstro nørder, inden nørd-ordet blev opfundet. Og uden disse adgangskrav blev generationen trods alt både ingeniører, sygeplejersker, tandlæger, gynækologer, mediechefer – ja sågar en enkelt taxamand.
SIDEN ER ALT GÅET AD HELVEDES TIL trods en borgerliggørelse, som nærmest er blevet popsmart. De gamle er blevet så bekymrede. Håret er klippet kort, blomsterne visnet, pandebåndede kasserede og kønsbehåringen blevet trimmet, så de frysende piger ved byens søer og strande i denne koldeste juni i mands minde, - netop ligner små piger, lige inden de dypper sig. Gudbevarmigvel – de ville ikke have blottet sig, hvis de ikke var skide fulde. Men de skal have det berømte bølgeklip i huen, der vidner om at de nøgenbadede til studenterfesterne. I går lærte jeg om et af de nyeste klip i huen. Beviset for, at man har drukket en hel kasse øl – for pigernes vedkommende blot 24 dåsebajere – på en hed studenternat.
VERDENSREVOLUTIONEN har det ligesom de unge pigers og vist nok også drengenes ædlere dele … Alt er under kontrol.
Den unge kvinde fra Klampenborg (det danske borgerskabs største og måske mest kendte landsby) sætter sig glad ind i bilen. Hun er mørkblond, langlemmet og meget både smuk og nærværende. Studenterhuen har hun ladet blive hjemme. For hende er den et lidt bedaget symbol – og så sikrer hun sig bedst vid ikke at smadre eller miste denne dag, hvor hun skal ud på den sædvanlige køretur.
Hun skal ind i byen.
- Da jeg skulle tage min studentereksamen, valgte jeg at forlade ghettoen herude. Jeg har taget min studentereksamen på Det Frie Gymnasium inde i København. Mange folk har deres forestillinger om, at det er ret flippet – og der tager de helt fejl. Det kræver særlig tid og særlig disciplin at være student derfra. En del af os har længere skolevej. Det tager tid at deltage i elevdemokratiet. Der er ugentlige stormøder, og gymnasieleverne er selv med til at styre vores skole. – Og så betyder friheden, at det i den grad er op til dig selv, om du får noget ud af det. Det passer mig at vælge selv. Jeg er selv vokset op mellem en rød mor og en liberal-konservativ far. Der er stor forskel på de to mennesker, men de har givet mig lov til at vælge selv.
Den unge studine har fået en solid studentereksamen (hun gider ikke snakke karakterer) og vil formentlig studere medicin. Men allerførst skal hun ud at studere live et år eller to.
HUN ER EN ENLIG SVALE fra et velpolstret miljø – men jeg aner lidt generelt oprør i taxien disse morgener med de overrislede studenter, der er glade for at fortælle om det, de drømmer om. De hopper ikke automatisk på den der med den store akademiske uddannelse. Og netop i går kunne en af holdningsindustriens guvernanter – en uddannelsespolitisk chef – advare mod det grove ressourcespild, at 25 procent af studenterne ikke tager en uddannelse, som studentereksamen efter hendes mening er rettet mod. Hun kommer fra Djøf – og så er politologerne igen på banen med deres modeller og pegefingre. Først tog de embedsmandsværket. Så tog de politik. Og nu de klar til at overtage vore børn.
Ligesom afgåede minister Østergaard, der trods den radikale frihedstradition tordnede mod de unges sabbatår og lange uddannelsestider. Selv brugte han ni år på at blive kandidat for at kunne dyrke sit politiske virke. Hykleriet trives også blandt de djøfiserede politikere. Men det er som bekendt blevet behørigt afstraffet ved en nedklipning af de radikale til karse-højde.
MIT BUD ER, at de unge holder fast i friheden. I min mini-fokusgruppe – i kabinen på vogn 2282 - vrimler det med unge mennesker, der trods revselserne fra det djøf’ede Danmark overhovedet ikke agter at starte studierne øjeblikkeligt. De vil vide mere, og livet er deres. Flere af dem taler også om uddannelser, der ikke nødvendigvis er klassisk akademiske. Ja nogle drømmer sågar om at blive iværksættere med en relativt kort skoling inden.
Det kan være svært at få øje på oprøret.
Men studenterne viser tegn på at gøre, hvad der passer dem.
Yes! Solen er stadig rød over Klampenborg.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.