Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Jeg gør alt, hvad jeg kan for at overholde løftet til mig selv.
Jeg går ikke ind i valgkampen!
Taxamanden er fuld af politik, det ved alle mine læsere. Man behøver heller ikke have tidsåndens politisk uddannelse (statskundskab, cand. Scient.pol. e. lign.) for at regne sig frem til, at jeg tilhører det man ude i Europa kalder centrum/venstre.
JEG ER EN radikal uden hang til det akademiske borgerskab. Jeg er en socialdemokrat, der har det svært med begrebet PARTIET – og hele det apparat, der følger med. Jeg er en SF’er uden at være socialist. Men jeg har såmænd også en rem af Liberal Alliances frihedsbudskab – uden at dele Joachim B. Olsens darwinistiske menneskesyn eller Henrik Dahls nærmest barnlige selvfedme.
Og respekt for Venstres folkelighed og rod blandt bønder og højskolemennesker – altså partiet for en 30-40 år siden. Ja sågar det forstandige, solide konservative parti, selv om det blev sat på en prøve i 60’erne og 70’erne, hvor min far var medlem og officer – og jeg var skeptisk midt under Vietnamkrigen. De konservative er en del af kapitalismens anstændighed.
Men organiseret politik i taxamandens liv?
Ubestandigt!
Jeg er klar over, at det samtidigt kan virke svagt – når jeg nu er tilhænger af vores parlamentariske system og demokratiet - og kritiserer dem, der virkeligt går ind i det.
EN KYLLING – givetvis!
Og frelst. For jeg min holdning er, at jeg er bedre til at skildre den virkelige virkelighed end at prædike de budskaber der skaber forudsætninger.
Så lidt skindhellig - sikkert!
Hånden på læderrattet: Det er livet i taxaen, der har givet mig modet til at vælge. Uden sammenligning i øvrigt: Jeg har det som PH, Poul Henningsen, den store arkitekt, designer og ordkunstner, et af mine store forbilleder. Han tog brodden af en af de nedsættende etiketter ved med ironisk selvdistance at kalde sig selv for en salonkommunist. Så kald mig bare limousine-humanist.
Sådan en dag, hvor den konservative partiformand, Søren Pape, der sikkert fører både sin første og sin sidste valgkamp, bider som en kamphund - selv om hans øjne er vemodige som en Sankt Bernhards.
OG FØRERHUNDEN fra Venstre er lidt usikre – men bakker grundlæggende op om den tese, der har været en bedsteborgerlig sandhed siden den store Lockout i 1890’erne. Og mynderne og terrierne fra S og R har i praktisk politik båret kødben til foderskålene:
Hvis de fattige har det for godt, gider de ikke bestille noget….
Så nu er det nedskæringerne over for dem, der har mindst, det der skal give de lavtlønnede arbejdsglæden tilbage.
Ligesom jeg gentagende gange i valgkampen har hørt nedladende bemærkninger om mit eget erhverv. Primært den konkurrence-liderlige vinkel, at taxibranchen har god brug for konkurrence fra det man indtil for nyligt kaldte pirattaxier.
Nu den store app-åbenbaring fra Amerika. Über, Über – Über alles. Men sådan er det. Der er intet nyt i, at politikere udtaler sig om arbejdsforhold uden at kende dem. – Eller vedtage love uden at kende konsekvenserne. Det værste er nedladenheden i bemærkninger som: "… det kan jo ikke være meningen, at alle indvandrerne skal ende som taxichauffører …"
Jeg troede en stund, at vi var arbejdsomhedens helte på lav løn. Men nu er vi reduceret til skrækeksemplerne.
SÅ TÆNKER JEG på akademikerne blandt mine kolleger, som har valgt at køre taxi, for at have noget at rive i de sidste år af arbejdslivet. Op klokken tre om morgenen, selv om dåbsattesten viser, at de kunne gå på efterløn i forgårs.
Eller ham med den lidt yngre kone, der tager nogle ekstra arbejdsår – efter pensionsalderen – for at hun ikke skal bære hele indtægtsbyrden og kan fortsætte på deltid.
Eller den tidligere internationale sælger, der fortsat arbejder men ofte er brun i huden, fordi han og fruen elsker ferierne sydpå. Det må der arbejdes på. Han fylder 80 om et år.
Eller ham af 'anden etnisk…', der arbejder 6 dage om ugen for at tjene penge til, at hans børn kan få en uddannelse og kravle et par trin op ad den sociale rangstige.
Vi går faktisk OGSÅ på arbejde, fordi vi kan lide at arbejde og til trods for at timelønnen er lav. Der er ingen entydig politisk fællesnævner mellem os – vi stemmer til højre og venstre. Men det er altså ikke kontanthjælpsmodtagernes privilegerede luksusliv, der er vores drivkraft.
JEG TROEDE, at det var os Søren Pape og hans gigantiske, moralske finger pegede på som arbejdets helte. Ikke en skid. Vi er keglerne i hans politiske bowlingturnering.
”Nu lukker sig mit øre…”
Jeg har ingen respekt for levebrødspolitikere (Og mange af profilerne derinde på Borgen har reelt aldrig været en del af det almindelige arbejdsliv, de gør sig kloge på. Eller også har de været det i meget korte perioder.
Leg legen og gå selv ind på google og folketingets og partiernes hjemmesider og se med hvilken autoritet de udtaler sig om arbejds- og erhvervslivet).
Som jeg plejer at sige – (…og jeg undskylder overfor lægestanden …) :
- Selvfølgelig ved politikerne meget om samfundet og dets organer. Men når det handler om det almindelige liv, er det lidt som at drøfte erotik med en gynækolog.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.