Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Hvis nu den danske trafikkultur var en hund? Så er jeg ikke i tvivl – det måtte blive en gravhund. Størrelsen er som en skødehunds – men temperamentet som en Rottweilers.
PÅ DEN ANDEN SIDE: Jeg elsker hunde – og er faktisk vokset op med gravhunden Sofus, som jeg elskede over alt på jorden og flere ruhårede, der fulgte efter. Men jeg må erkende, at jeg ikke har meget pænt at sige om den danske trafikkultur. Eller sagt lidt mere præcist: Jeg bryder mig generelt ikke om den danske folkesjæl, når den udfolder sig i trafikken.
Her er det ikke verdens lykkeligste folk men selvfedmen, der agerer. Jeg havde ellers lovet mig selv, at Taxamanden ikke skulle tage dette emne op. Ikke fordi jeg er bange for
returboldene – at nogle finder netop taxi-kulturen rædselsfuld. Tvært imod. - Kom bare an. Også taxafolket har brug for nogle solide spark bagi. Nej det er klynkeriet i denne historie om taxifolket, der er sure på alle omgivelserne. Lønnen er noget lort. Vognmændene er nogle idioter. Og de andre trafikanter – komplet mfx½?!**.
JEG GIDER IKKE være en del af denne kliché af en hade-religion. Men så er der oplevelser i taxien, hvor jeg har svært ved at holde løftet om menneskelig overbærenhed. Som dengang jeg ikke engang selv var indblandet men bare holdt helt stille ved et af hovedstadens mest
trafikerede vejkryds i myldretiden. To kombattanter fra forstæderne kører hidsigt op til krydset, hvor de holder for rødt. Det ses tydeligt at de to uhellige trafik-krigere har haft et opgør på vejen ind. De gi’r fingeren og råber bag glasruderne i de to potente offroader-modeller.
Og så kan de ikke styre sig længere. De farer ud af bilerne og tager fat i hinanden foran deres bilers kølere. Der slår ikke. Men de tager fat i hinanden og brydes efter en eller anden udefinerlig centralasiatisk brydestil, hvor man gerne må rive i tøjet.
Så vælter de om på jorden og ruller frem og tilbage. Tilføjer gudskelov ikke hinanden skade. Mest af alt ligner det en optagelse til ”skjult kamera”. Et brølekor af bilhorn begynder, da lyset skifter til grønt. De rejser sig – stadig råbende og gestikulerende – vender tilbage til deres store biler og kører rasende derfra.
OG DENNE CIVILISATION skal altså modstå presset fra fremmede himmelstrøg og religioner!
Men ro på! Der er fuld integration i det danske trafikraseri. Et par gange har jeg været oppe at skændes med medtrafikanter af anden etnisk herkomst. Den ene gang begik jeg den store fejl at sige til en gut i en varevogn, om han ikke lige skulle tage det lidt roligt. Jeg havde begået den fejl – igen i myldretid – at køre lidt frisk ud fra en sidevej, fordi jeg ellers kunne risikere slet ikke at komme ud. Jeg generede ikke. Det var ikke farligt – men jeg var bare et dumt svin, der kom ind foran.
I Tyskland, i Storbritannien og ikke mindst i USA, hvor jeg har kørt bil og motorcykel mane gange i en hel del stater, er det her bare en almindelig handling, når trafikken skal afvikles lidt kvikt. Da jeg opfordrede til ro, røg manden ud af bilen, flåede i min bildør (havde centrallåst som en slags overlevelsesinstinkt …) og bankede på det lukkede vindue, der
virkeligt var ved at blive knust. Det var udsigt til decideret røvfuld. Det var småfarligt. Og pinligt, fordi nogle af de øvrige trafikanter troede, at dette var en religionskrig eller en racekonflikt.
LIGESOM DENGANG EN AFRIKANSK buschauffør stoppede midt på strandvejen med bussen fuld af folk. Han kunne sagtens komme udenom, men ville markere, at jeg holdt ved gule striber. Han havde formelt ret. Men jeg var ved at samle en gammel mand (han var faktisk 102 år!) op ved en fodterapeut. Han skulle jo for pokker ikke tvinges til at gå flere hundrede meter til den nærmeste parkeringsplads. Buschaufføren ville bare markere, (det åbenbart er en del af basisuddannelsen at hade taxichauffører), jeg nægtede at lade mig dirigere af hans indre politibetjent. Han var sort og jeg var hvid. Og de pæne borgere i Hellerup troede, at der var tale om et racebetinget opgør.
APROPOS HELLERUP Pinligt. Men den ariske race slås også indbyrdes: Jeg holdt på en smal villavej, lidt oppe på fortovet for at hjælpe en herboende udlænding med at bringe en
slægtning på sygehuset. Han var lidt utryg, men jeg hjalp den herboende med at skabe tillid og fjerne nervøsiteten hos den gamle mand. Her i landet tager vi vare på utryghed ved en rolig samtale.
– DET kunne en af vejens beboere længere oppe ikke se.
Han var bare sikker på, at dette var en chikane fra en eller anden hjernedød taxichauffør, der var sendt i byen for at ødelægge hans dag allerede fra den tidlige, morgensure begyndelse. Han måtte klemme sin motherfucker af en Porsche Cayenne lidt forsigtigt forbi Taxamand og kunder og den sølvfarvede Mercedes. Det kom så til at foregå akkompagneret af sarkastiske forbandelser over chikanen. Der VAR plads nok. Han KOM forbi. Der VAR en god grund.
Men det’ da lige meget. For nogle gange skal vi bare bekræfte de værste fordomme om os selv. Udgangspunktet er altid, at nogle vil genere dig. Og selvom man bor i et af landets mest privilegerede bydele, bærer det bedste tøj og kører de bedste biler – er der nul-tolerance over omverdenen og tilladelse til at optræde som et dumt svin. Ingen blødsødenhed for i Danmark er vi alle potentielle politibetjente.
VI BRUGER HORNET i tide og utide og skaber reelle faresituationer i trafikken, fordi andre trafikanter bliver i tvivl om, hvad dette faresignal egentlig skyldes. Vi har ”flettereglen” i færdselsloven – men oftest afskaffet den i virkeligheden. Denne vognbane er min, og INGEN skal klemme sig ind foran mig. Vi gestikulerer med hovedrysten og fuckfingre – verdens lykkeligste folk er også blandt de mest rethaveriske. Vi er som nævnt en nation af reserve-betjente (Undskyld til de virkelige politifolk, som generelt er civiliserede!)
Vi tager altid udgangspunkt i, at vore omgivelser vil os det værste.
Dette er et fortvivlet opråb til danske trafikanter:
Skal vi lave en folkebevægelse mod trafik-fascisme?
Skal vi udskifte fuck-fingeren med et ”V” – et peace-tegn?
Skal vi fremstille en badge med titlen ”har du smilet til din medtrafikant i dag”?
Eller skal vi bare konstatere, at vores trafikkultur afspejler, at vi selv er langt værre mod vore omgivelser end vore fordomme overfor andre?
God dag, Danmark
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.