Solen skinnede så smukt over den bornholmske nordkyst under folkemødet.
Også i overført betydning.
Jeg var inviteret med som 'natmand' af vognmand Henrik fra Dantaxi i Slagelse. Fik dispensation af mit eget selskab 4x48 i Hovedstaden og fik fire dages skoling i respekt for det danske demokrati og folkestyre.
Masser af diskussioner ved Folkemødet – og for mit vedkommende også i den gule Volvo, som var mit arbejdssted.
Jeg tog mig selv i at bekende kulør – og at folk, kunderne gjorde det samme. Kørte flere gange med nogle unge fra Liberal Alliances Ungdom. De fleste af dem havde deres første, politiske sympati for De Konservative – men har fundet dynamikken i det fremadstormende borgerlige parti. Jeg kunne bede dem sende et kram videre til Mette Bock, som er min tidligere direktør og et menneske, som jeg sætter stor pris på.
Vi er rundet af den grundtvigske folkelighed og deler en aktiv interesse for folkekirken.
Om vi er politisk enige?
Svaret er ret ubetinget NEJ.
Hun er parlamentariker for nyliberalisternes nye politiske samlingspunkt – LA. Jeg er ikke socialist men betragter mig selv som venstreorienteret. Hun ønsker en tydeligt reduktion af staten og lade 'civilsamfundet' tage over. Jeg ønsker en moderne udvikling af velfærdssamfundet.
Vi er uenige.
Men det er da lige meget – i den forstand, at vi begge er rundet af en politisk kultur, der har sin styrke i At omsætte revolter til debat og dialog.
Modbilledet er konflikterne og perfiditeterne i det offentlige rum. Eller endnu værre: volden lige udenfor døren. Den hang også i havluften og det grønne, bornholmske land.
En hollandsk højrefløjs-nationalist satte øen på den anden ende. En slikket nazi-yngling fra det såkaldte Danskernes Parti fik mindre opmærksomhed. Det er er 70 år siden, vi tog afsked med den rendyrkede nazi-racisme, og kun få danskere under og efter krigen hoppede på den der med racernes rendyrkning og separering fra hinanden.
Fra det spidsborgerlige samfund på klippeøen til de røde, hørte jeg hele vejen igennem det samme budskab: Overse, luk ørerne – glem det: De skal usynliggøres. Selvfølgelig må de ytre sig – men de skal ikke profilere og markedsføre sig på os og vores politiske festival.
Tilbage til stemningen ved Folkemødet.
Man kunne kalde det en slags højskole i demokrati. Organisationer, lobbyister, embedsmænd – og politikere havde lagt sig i selen for at sætte forståeligheden i fokus. – Noget med at få tal og strategier helt ud til folket.
Der blev grinet – også når folk blev sat til noget så usexet som at tænke på en ny fordeling af finanslovens poster. Intet er principielt umuligt i folkets styre.
Vi kan vælge at gå en helt anden vej. Der er plads til de store ord og et minimum af tro på de gode hensigter. Og selv en små-venstreorienteret taxamand kan se, at der er noget fascinerende i de liberales ønske om mindre kontrol og mere personlig frihed. Hvor langt kan vi egentlig være solidariske af frivillighedens uden opbygning af bureaukrati og tunge institutioner. Det er sgu da interessant for selv den mest fuldautomatiske socialdemokrat?
Vi flytter os, når vi mødes i det private 'rum'.
Og hvorfor bliver vi afstumpede i det offentlige.
Jeg er kommet tilbage til den højaktuelle virkelighed. Charterrejsen til drømmen om det folkelige folkestyre er overstået.
Virkeligheden er indtrådt.
- Vi er godt nok ikke vante til de mange billeder af politikerne. Det ligner faktisk en amerikansk valgkamp, siger tre norske forretningsfolk, mens vi iler gennem trafikken på vej mod lufthavnen.
De er sådan set lidt fascinerede af den danske 'frækhed' i politik. De kan godt lide vores lyst til lige at træde et par fodtrin over anstændighedens grænse. Jeg har lidt svært ved at se det frække i kontrafejet af Mads Holger, der er fotograferet så meget i modlys, at tænksomheden er forvandlet til et akut behov for et part solbriller. Eller Helle Thorning, der har fået så meget 'silkefilter', at hun hele tiden fremstår som naboens søøøøde svigerdatter.
Og når jeg går til dem, nordmændene, foretrækker de deres egen tradition for at sætte fokus på partier frem for fokus på enkeltpartier.
Selv får jeg virkeligt nok af den danske 'frækhed', da jeg surfer ureflekteret på Facebook.
Jeg ser reaktionen på valgklampens sidste døgn, hvor socialdemokraterne fyrer formuer af på at sende borgmestrene i byen og statsministeren skriver direkte til over en million vælgere.
Synes egentlig heller ikke det er særligt originalt, selv om jeg er enig i hovedbudskabet. Men reaktionen er indimellem afstumpet og sexistisk i det Facebook, som når ud til næsten alle. Skrevet af en mand på knap 30. En hyggelig familiefare, der leger med ungerne på de familiebilleder, han selv har lagt ud på sin profil.
Han skriver:
” … Vi har i dag modtaget brev fra den største skøge, der endnu er set i Danmark. Det ryger lige direkte i skraldespanden. Magen til inkompetent lystløgner skal man lede læne efter …”
Statsministeren er en luder. Og hun er fuld af løgn.
Og en tur i slipstrømmen af denne mand, der lige om lidt skal lære sine unger at opføre sig ordentligt – viser masser af sympati for det LA, jeg selv talte pænt om for lidt siden.
- Det er et fedt, siger min radioveninde og har svært ved at se forskellene på en rød regering, der solgte Dong til underpris og en blå regering, der bryster sig af, hvor mange offentligt ansatte, de kan holde beskæftigede.
- Tager jeg fejl eller er valgkampen denne gang præget af uhørte personangreb, spørger min ven, udenrigskorrespondenten, der arbejder i det ellers så uhæmmede USA.
Men i taxien opfører vi os ordentligt. Måske fordi vi skal i det intime rum, fordi vi er tvunget til at være så fysisk tæt på hinanden. Måske fordi de har ret, de forskere som i disse dage konkluderer, at den offentlige valgkamps tone i sig selv skaber lede mod politik mod ledere. Vi udholder ikke den medieskabte valgkamp.
To kunder har taget den politiske konsekvens af deres ubehag ved valkampen.
Den ene, der stemmer konservativt i lokalpolitik, meddelte sin lokale borgmester, da de traf hinanden forleden, at han stemmer rødt, fordi de konservative ukritisk anbefaler en statsminister, som ikke er den rette profil til jobbet.
Den anden har stemt borgerligt hele sit liv – gennem valgkampe i mere end 25 år. Lokal og nationalt. Hun har firma i to europæiske lande og vedstår i 'præsidentvalgets' ånd – at hun stemmer på Helle.
Hvis nu de to er et udtryk for en tendens i gruppen af dem, der træffer deres beslutning i sidste øjeblik, venter der en overraskelse. At Statsministeren kan fortsætte på bagrund den sidste opbakning fra solidt borgerlige vælgere.
Den slags var aldrig gået i den medieskabte virkelighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.