Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
HAN ER en af dem, der holder hjulene i gang herhjemme.
Højtuddannet akademiker med en kandidat- og en ph.d.-grad i Økonomi. Han har kæmpet sig hele vejen op og sidder nu med opgaven at gennemføre såkaldte ”lean-processer” (undgå spild!) i en af Danmarks største, globale virksomheder. Det meste arbejde foregår uden for landets grænser, og lige nu er han på vej til et af firmaets hovedkontorer i USA. Det handler om at skære økonomien til og rationalisere processer, så denne danske kronjuvel af en virksomhed kan tjene penge på den internationale kapitalismes vilkår.
Han er sidst i 30’erne og har masser af overskud. Jeg tripper med de stive ben her kl. ”røv” om morgenen, og han vinker til mig for at signalere, at jeg kan starte taxameteret. Det er gode tegn. Han er international og skal givetvis ”udenom”, det betyder ad motorvejen, den lange tur og mere end 20 pct. af dagsomsætningen er hjemme. Så krammer han konen farvel, jeg tager kufferten, holder døren med et "go’morn’ hr". Det er det mindste jeg kan gøre for denne forretningslivets elite-idrætsmand.
OG NEJ, han skal ikke køres udenom. Det er så tidligt på morgenen, at trafikradioen endnu ikke er stået op, og jeg giver ham jo ret inderst inde ret: Hvorfor svine med ressourcerne, når man om et døgn skal stille en række chefer til regnskab for deres eget fråseri. Han er en af de der ansvarlige erhvervsprofiler, hvor der er en sammenhæng mellem hvad han kræver og hvad han gør.
Man kan faktisk godt opføre sig ordentligt, selv om firmaet betaler.
VI DRØFTER VERDEN og arbejdet på vejen ind ad de regnvåde gader, der denne morgen kun befærdes af nogle temmeligt berusede unge, som skal havde brændt krudtet og nogle hjerneceller af, inden sommerferien er ovre. Selv er afslappet klædt med t-shirt og kasket. Men hans holdninger hænger selvfølgelig sammen med arbejdet og hans centrale position i virksomheden. Han er solid forretningsmæssig liberal og værdimæssigt konservativ. Man skal som udgangspunkt klare sig selv, når man er i stand til det. Man skal opføre sig ordentligt. Man skal være taknemmelig og ydmyg over for sin personlige succes. Jer er ikke selv konservativ men er vokset op i et hjem, hvor det med at opføre sig ordentligt var et ultimativt krav – ikke mindst når det gik godt.
Så hånden på hjertet: Flere af hans slags!
MEN TO adskiller dette solidt borgerlige menneske fra mange af meningsfællerne i samme arbejdsmæssige position. For det første næsten skamroser han det danske samfundssystem for dets evne til både forretningsmæssig succes og høj, social anstændighed. For det andet glemte jeg at nævne en vigtig kendsgerning: Manden er ikke dansker – ikke engang dansk
statsborger. Han er rekrutteret til sit job, fordi han var den bedste – i en international forretningsverden, hvor uddannelse og resultater går forud for etnicitet. Det er en virkelighed, hvor der males med noget større pensler end i den politiske andedam. Og han er betydeligt mindre forkælet end sin generation af veluddannet, dansk elite.
Han er inder men inden han blev født i slut-70’erne, flyttede familien til Dubai i kampen for at gøre en lille handelsforretning i guldvarer og tekstiler til en bedre fremtid for familien på sigt. Der blev kæmpet for hvert trin op ad den sociale stige. Så dør faren af diabetes i en alder af 52 år. Det er en økonomisk katastrofe. Min kunde denne morgen er storebror til en søster og en bror, og hans kultur byder ham at tage ansvar for hele familien, selv om han blot er først i 20’erne og under uddannelse i Indien. Der bliver arbejdet dag og nat ved siden af studierne. Først i Indien og senere i USA, hvor han tager sin Ph.d. i international business.
Køkkentjanser, småforretninger ved siden af intensive økonomistudier. Farens lille formue rækker ikke til både skolepenge og overlevelse. Færdig til tiden, får job og fokuserer på næste hovedopgave: At give broren og søsteren den samme mulighed. Og hele tiden støtte moren både mentalt og økonomisk. Det er MIG, der ikke kan lade være med at prale på mandens vegne. Men selvfølgelig er han stolt af, at projektet er blevet en succes – om lidt også for den yngste bror, der er ved at tage sin Bachelor i økonomi – i USA. Med køkkenjobs, en privat forretning ved siden af. Den samme korte linje mellem vilje og gennemførsel.
BURDE VI ikke have nogle nationale præmier, der kunne give statsborgerskab til folk som ham? Selv er manden bare rar og taknemmelig over mulighederne fort at løfte familien fra en invaliderende fattigdom. Selv om han tror på princippet om at skabe sin egen lykke, selv om han godt nok rundbarberes af det danske skattesystem i forhold til Dubais lyksaligheder, så mener han helt seriøst, at vi har skabt et samfundssystem, som er blandt verdens bedste. På både det politiske og det humane plan. Som eksempel nævner han danskernes evne til at gøre arbejdet til en funktion, der skal understøtte livet – og ikke omvendt. Hans hårde eksempel på det modsatte er søsterens og svogerens absurde arbejdsvilkår i Indien, hvor der stort set ikke har tid til at møde deres eget barn. Arbejdet er nærmest en religion. Principielt kunne de godt skrue ned nu – men de gør det ikke.
Jeg har sat kunden af i terminal 3 og tænker hele vejen ind langs Øresundskysten på vores kollektive, underligt destruktive selvopfattelse her i landet. Ikke mindst i den politiske elite, der har det faktiske ansvar.
Eliteidrætsmanden, Joachim, der blev højre-liberal politiker og konsekvent sviner vores blødsødenhed til, fordi vi ikke evner konkurrence og dyrker velfærdssamfundets fællesskab (Finansierede han mon sin idrætskarriere alene for egne midler?).
Den maniske venstremand, justitsminister Søren, der har hadet den socialistiske løgn, siden gymnasietiden på Bornholm. Han havde lige smidt bleen, da han begyndte at skrive rasende læserbreve. Han ernærer sig ved krigen mod omgivelserne. Nogle autonome banditters hærværk i København får ham nu til at true med en historisk hård linje, siger han. Søren er vores kollektive anstændighed og ikke mindst Søren er utroligt glad – for Søren!
Den ideologiske bannerfører i DF, Søren E. fremstiller sig selv og partiet som de eneste ægte forsvarere af fædrelandet. – Og selv erhvervsfolk, der maner til ydmyghed og forsigtighed i tidsåndens angstbetonede nationalisme, må naturligt nok være fjender af fædrelandet. Sagt i et parti, hvor nogle af landsbytosserne har talt om at lægge særlig skat på reklamer med udenlandsk sprog og andre ville reducere de internationale (engelsksprogede linjer) på vore højere læreanstalter. Dänemark über alles!
OG LAD OS ikke glemme Corydon, der bare ikke vil finde sig i, at borgerne blander sig i, hvem politikerne ville sælge landets førende energiselskab til.
Selvfølgelig elsker politikerne deres vælgere. Men hvorfor kan de ikke li’ borgerne i verdens tredje lykkeligste land?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.