Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Ferietiden har for alvor sænket sig over landet, og både trafikken, butikkerne og nabolaget bærer præg af bortrejse. Der sker ikke rigtig noget. Sådan er det hvert år, og det får mig altid til at tænke på, hvor underligt det i grunden er, at hele maskineriet kører rundt, selv om alle, man kender, holder fri.
Selv er jeg nys vendt hjem fra en uge under steghede sydligere himmelstrøg. Føj for en hedebølge. Hatten af for alle dem, som var på arbejde rundt om os. Og hurra for den grønne, blæsende og knapt så hede danske sommer. Pyt så med at de lyse aftener ude skal nydes i tykt strik og tæpper. Til gengæld kan man nemlig både tænke og trække vejret. Og skulle det begynde at regne, kan man jo altid gå indenfor og se lidt fjernsyn.
OG DOG. For er der ét sted, hvor det faktisk ikke kører, når det er ferietid, så er det på public service-kanalen Danmarks Radio. Er man dertil så bedøvende ligeglad med teknik, at man - som jeg - endnu ikke har udskiftet det gamle ”tykmavede” fjernsynsapparat med en fladskærm, er det endnu mere jammerligt. For så har man kun adgang til DR1 og Ramasjang. Resten af kanalerne er digitaliserede (som det vist hedder).
Og hvor de fleste nok forstår, at børnekanalen Ramasjang ikke har nogen interesse i en husstand, som udelukkende består af voksne, så er det mere vanvittigt, at det samme faktisk gælder for hovedkanalen DR1. Men sådan er det. For ud over at der trods alt stadig sendes en TV-Avis et par gange dagligt, som sætter billeder på det, vi allerede har læst i avisen og fået udlagt på TV2 News i løbet af dagen, er der absolut intet at komme efter.
JEG VED IKKE, HVOR DE FÅR DET FRA, men meget tyder på, at programplanlæggerne (eller hvad sådan nogle nu kaldes) forestiller sig, at ”DR1-segmentet” er mennesker, som har brug for genkendelighed i et omfang, så hver eneste dags tv-oversigt kan forveksles med den fra i går og den fra i morgen. De er nemlig fuldstændig ens.
Programmerne falder i fem kategorier; Noget om dyr, noget om gamle ting, en vissen buket af kokke/bage/hus/have/livsstilsprogrammer, som har været vist før, en hulens masse virkeligT langtrukne engelske krimiserier (plus et par ditto svenske) og lige så mange andre (old)gamle serier. Værsågod at tage en licensfinansieret morfar.
Fredag og lørdag brydes monotonien med en decideret spillefilm. Men bare rolig. Det er altid en, som vi har set før. For mange år siden. I denne uge er fredagsfilmen en genudsendelse af en amerikansk feel-good-movie fra 2004 med Richard Gere i hovedrollen. Den sendes dog først, når vi har overstået en genudsendelse af et besøg i køkkenet hos en af Pricebrødrene, det uundgåelige Disney Sjov (hvorfor sendes det ikke på ramasjang?), en genudsendelse af ”Her er dit liv”, sommervejret, aftentouren og sommerens opmuntrende undtagelse; ”Ditte og Louise”, som er det absolut eneste forproducerede program, som ikke er en genudsendelse.
HELT ÆRLIGT. DENNE TIL BRÆKPUNKTET forudsigelige programlægning er simpelthen ikke i orden. Både taget i betragtning, at hvert eneste enlige eller par-definerede voksne medlem af nationen er pålagt at betale 2.460 solide danske kroner om året for skidtet. Men også når blikket kastes på den public service-kontrakt, som Danmarks Radio og regeringen har indgået for 2015-2018.
Ifølge den skal DR ”afspejle danskernes mediebrug ved at levere programmer og tjenester af høj kvalitet på relevante kanaler og platforme, der svarer til forskellige målgruppers behov.” Der står hverken i kontrakten eller på min licensregning noget om, at sommermånederne er undtaget. Jeg har svært ved at forstå, hvordan i himlens navn Danmarks Radio kan slippe af sted med år efter år at sommersende sådan en gang dødssyge gamle genudsendelser.
Jeg er en varm tilhænger af, at i det mindste én af vores mange TV-udbydere har pligt til at ”tilstræbe kvalitet, alsidighed og mangfoldighed” i programmerne. Og lige præcis de 3,6 milliarder kroner, som vi kollektivt er dømt til at betale i licens til Statsradiofonien, betyder, at Danmarks Radio ikke kan tillade sig at gå i feriekoma. Licenskronerne må og skal anvendes med større respekt for, at vi faktisk er en relativt veluddannet og videbegærlig befolkning. Også om sommeren. I regnvejr. På DR1.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.