Lone Strøm er udnævnt til ny rigsrevisor, det vil sige den øverste chef for Rigsrevisionen. Hun startede sin karriere i revisionsfirmaet Ernst & Young, men har siden 2000 gjort karriere i det offentlige. Hun kommer fra en stilling som direktør for Statens It.
Rigsrevisionen er en uafhængig instans under Folketinget. Revisorernes opgave er at kontrollere, at statens regnskab er rigtigt, og at skattepengene anvendes på en effektiv måde. Desuden tjekker Rigsrevisionen regnskaberne fra de aktieselskaber, hvor staten har bestemmende indflydelse, for eksempel Dong. Der er cirka 270 ansatte hos Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen rapporterer til de seks statsrevisorer, som Folketinget har valgt. Det er også dem, der har udnævnt Lone Strøm til ny rigsrevisor. Statsrevisorerne er nuværende eller tidligere politikere, der vælges for fire år ad gangen. Den nuværende formand er SF'eren Peder Larsen.
Hvor Rigsrevisionen skal sikre, at statens regnskaber er sandfærdige, er statsrevisorernes opgave at holde øje med, at regeringen ikke bruger penge på formål, som Folketinget ikke har givet tilladelse til.