En serie af voldsomme eksplosioner rystede et gas-anlæg i Lake County i den amerikanske delstat Florida tidligt tirsdag dansk tid og kvæstede syv personer.
I de første rapporter fra ulykken blev 15 personer meldt savnet, men de er alle fundet i god behold, rapporterer BBC.
Eksplosionerne begyndte ifølge lokale medier omkring klokken 23 lokal tid, da 24 arbejdere var på aftenvagt på gas-anlægget Blue Rhino i den centrale by Tavares nær Orlando.
De sårede er alle fløjet til nærliggende hospitaler i helikoptere, oplyser sheriffen i Lake County, John Herrell, ifølge avisen Orlando Sentinell. Flere af dem er i kritisk tilstand.
Den første eksplosion sprængte fabrikkens tag væk og udløste en kraftig brand.
Lokale indbyggere siger, at de så en "gigantisk ildkugle" på himlen.
Folk, der bor inden for halvanden kilometers afstand af propangasanlægget, blev kortvarigt evakueret.
Eksplosionerne var så kraftige, at de kunne høres og mærkes flere kilometer væk fra ulykkesstedet, lyder det.
Der er oplagret 53.000 cylindre med propan-gas på anlægget, hvilket førte til en serie af eksplosioner.
- Vi mener nu, at faren for flere eksplosioner er overstået, siger Herrell.
/ritzau/AFP