MIN NAKKE, skuldre og lænd værker efter en dag på jobbet. Nogle morgner vågner jeg med smerter i arme og fingre. Sammen med smerterne sniger der sig en bekymring for fremtiden ind i mit sind: Hvor længe kan min krop mon holde til det her? Jeg er 44 år og jeg arbejder endda kun halv tid som sygeplejerske.

Jeg ved mange tænker, om det virkelig kan være så belastende at være hjemmesygeplejerske. Og ja, efter selv at have prøvet det, kan jeg jo konstatere, at det er det åbenbart. Meget mere end jeg troede. Det samme hører jeg om pædagoger, der løfter børn, elektrikere og murere, der slider deres knæ og skuldre og mange mange andre.

JEG KAN stadig se Joachim B Olsen stå i DR's Debatten og – i min optik – negligere at nogle jobs er hårde og slidsomme og i stedet lægge ansvaret for nedslidningen på dårlig livsstil. Jeg kan mærke en lille harm vredesild i mig men mest af alt gør det mig utrolig trist. For det politiske Danmark har åbenbart ikke min ryg. Når jeg og mine kolleger står op om morgenen og passer vores arbejde, for nogles vedkommende som velfærdsamfundets frontsoldater, så har det politiske Danmark skruet tempoet op, slidt på servicen og devalueret de værdier, der ligger i mit fag. De vender samtidig det blinde øje til rygskader, nedslidning, stresssymptomer og fejl. Min pensionsalder derimod, den har de vedvarende et godt øje til og bliver jeg slidt ned, ja, så er det åbenbart fordi jeg ikke selv har bidraget med en livsstil, der kan holde mig på arbejdet de næste mange år. Det er måske nok der skoen trykker: For uanset hvad jeg gør, så er det tilsyneladende min egen skyld, hvis jeg ikke mere kan levere.

For ikke nok med det: Jeg kan også se frem til en ydmygende og nedværdigende behandling i jobcentre og beskæftigelsessystemer, såfremt jeg må give op på jobbet. På beskæftigelsesområdet ses det mantra, der efterhånden er blevet vores samfunds grundværdi mest tydeligt: ”Du er dig selv nærmest. Og den dag du mister arbejdsevnen, holder vi op med at tro på dig” Det er i beskæftigelsessystemet vi mest af alt kan se, at vi som samfund er holdt op med at tro på hinanden og at det ikke mere er en værdi i sig selv, at holde hånden under hinanden.

EFTER AT have hentet mine børn og lavet aftensmad, så sidder jeg og tænker på at jeg burde gå til rygtræning og yoga, massage og fysioterapi, så jeg er stærk til de næste mange år. Jeg ved dog hverken hvor jeg skal hente tiden eller pengene, men jeg kan se at jeg må inddrage noget mere af min fritid for at holde mig stærk til mit arbejdsliv. Jeg kan simpelthen heller ikke se mig selv anbefale mine børn at tage en erhvervsskoleuddannelse eller tage en omsorgsuddannelse. Det værste er dog den distinkte følelse af at ingen griber mig, hvis jeg skulle være så uheldig at falde. Hvordan i alverden nåede vi hertil?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.