NÅR VI KRITISERER lønforholdene i vores omsorgsjob, så hører vi med beklagelse og udslåede hænder: ”Det er jo udbud og efterspørgsel”. Det er markedet, stupid! Sådan siger forhandlere fra arbejdsgiverne og repræsentanter fra Dansk Arbejdsgiverforening blandt andet. Det er sådan en slags punktum, hvor der ligesom ikke rigtig er noget comeback: Hvis markedet havde været anderledes, havde lønnen også været det. Men det er sludder fra en ende til en anden. Fup og fidus!

Markedskræfterne på store dele af det offentlige lønområde er i vid udstrækning suspenderet! Hvis det var i funktion ville man kunne få en akademiker for en slik og jeg er lige ved at tro, at der måtte være en topleder eller to man også kunne få for en billig penge. Til gengæld ville en SOSU-assistent - som der vel at mærke mangler i stort set alle kommuner - ville være lønnet som en fyrste.

SANDHEDEN ER, at lønnen for en SOSU-assistent ikke flytter sig mærkbart på trods af stor mangel. Det skyldes i vid udstrækning at kommunerne har givet hinanden håndslag på at holde lønnen på nogenlunde samme niveau. Da en kommune for nogle år siden begyndte at tilbyde højere lønninger for at tiltrække SOSU-assistenter, protesterede de omkringliggende kommuner straks og pågældende kommune rettede ind. De holdt simpelthen op med at tilbyde højere løn.

Det samme gælder for sygeplejersker. Der er sådan set dele af landet, hvor det er svært at rekruttere sygeplejersker, det har altså ikke fået lønnen til at eksplodere. I Hovedstaden mangler vi jordemødre i et sådant omfang, at de gravide har fået udskudt deres graviditetsundersøgelser til 28. uge. Det har heller ikke fået deres løn til at stige.

LAD VENLIGST VÆRE med at tale ned til os. Som om vi ikke forstår en bønne. Vi forstår udmærket komplicererede regnestykker og vi forstår, at budgetterne efterhånden er sådan, at man foretrækker to nyuddannede frem for én med flere års kompetencer. At det først og fremmest betyder noget med antallet af hænder og ikke hvis hænder (og hoved) der er tale om. Og at det er essentielt for kommunerne ikke at begive sig ud i et lønkapløb, for så får de endnu færre hænder. Men først og fremmest forstår, vi at det er meget bekvemt for alle arbejdsgiverne at tale om markedsmekanismer for så undgår man lange besværlige samtaler om, hvorfor omsorgsfag og kvindefag altid ligger i bunden af skalaen.

Mange steder har omsorgsarbejderne givet op: Lønnen og vilkårerne er simpelthen for dårlige ift den indsats man skal og gerne vil levere. Det vil i fremtiden være svært at rekruttere til mange steder.

NÅR LØNNEN ER som den er, er det ikke fordi de frie markedskræfter fungerer sådan. Der er i stedet tale om en kunstig situation, hvor markedskræfterne ikke eksisterer. Men dybest set handler det om at vi historisk er blevet indplaceret på et ringe lønniveau og det har vi ikke kunne ryste af os lige siden. Det er også et faktum, at nogle lønninger er stukket af, i sær chefernes og fra den øvre del af samfundet.

Antallet af offentligt ansatte er det laveste i mange år og i takt med at tempoet skrues op og det bliver stadig sværere at leve op til værdierne i ens fag, øges frustrationen, når landets Innovationsminister taler om lønfest i det offentlige og Dansk Arbejdsgiverforening slår ud med armene og siger: Det er markedet!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.