Borgere, der har klaget over afgørelsen i deres sygedagpengesag, har udsigter til at vente længe i uvished. Nærmere 5 til 11 måneder endnu, skriver Jyllands-Posten.
Da de fem sociale nævn og beskæftigelsesankenævn blev nedlagt pr. 1. juli i år, overgik al sagsbehandling til Ankestyrelsen. Med ét slag overtog styrelsen derfor cirka 17.000 verserende sager, hvoraf en del allerede var mellem 6 og 12 måneder gamle. Den forlængede sagsbehandlingstid lyder nu derfor på 5 til 11 måneder.
Ifølge socialpolitisk konsulent i fagforbundet FOA, Anne Dahl Pedersen, strømmer det nu derfor ind med henvendelser fra frustrerede medlemmer. Ifølge hende får kommunernes stramme økonomi dem til at afprøve grænserne i deres afgørelser, hvorfor mere end hver femte får helt eller delvist medhold i deres klager.
Men da mange står helt uden indtægt, fordi sagen eksempelvis omhandler stop for sygedagpenge, kan den lange sagsbehandlingstid få store konsekvenser, for eksempel at nogen må sælge deres hus. Deres liv er sat på standby, og det hjælper derfor ikke det store, først at få medhold efterfølgende, pointerer Anne Dahl Pedersen.
- Politikerne burde have forudset, at der ville opstå denne situation, hvor folk nu skal gå endnu længere uden at vide, om de er købt eller solgt, siger hun til Jyllands-Posten.
Det var regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance, der i efteråret sidste år indgik et forlig om strukturændringen, der nu har sat Ankestyrelsen på en prøve.