Hen over sommeren skulle der høvles en del knaster i samarbejdet mellem ledelsen i Swansea og klubbens danske manager, Michael Laudrup.
Nu er der ro på, og Premier League-klubbens ledelse håber igen på, at samarbejdet med danskeren bliver langvarigt.
- Jeg håber ikke, at denne sæson bliver Michaels sidste med os, siger Swanseas bestyrelsesformand Huw Jenkins til avisen South Wales Evening Post.
- At skifte manager var det sidste, vi ønskede efter sidste sæson. Og der er ikke nogen ændring i den henseende, siger han.
- Jeg håber, at vi får en fantastisk sæson, og at vi gør det rigtigt godt i Premier League og pokalturneringerne. Og at Michael føler, at der stadig er vækst i vores klub, så han har lyst til at blive her i nogle år, fortsætter bestyrelsesformanden.
Swansea har gennem de seneste fem år sagt farvel til tre managere i sommerpausen. En overgang havde klubben så mange problemer med Michael Laudrups højrehånd - agenten Bayram Tutumlu, at lederne i klubben troede, at Michael Laudrup ville forsvinde.
Men nu er der så meget ro på, at det nærmest ligner idyl - her få dage før Swansea åbner sæsonen i Premier League mod Manchester United.
Når Huw Jenkins ser på de øvrige 19 hold i Premier League, synes han nærmest, at Swansea har haft en rolig sommer.
- Det bliver interessant at se, hvordan andre klubber håndterer det, de har været igennem, hvad enten det har været at skifte manager, eller en spiller, som ønsker at rejse, siger han.
/ritzau/