Hvorfor 46 børn og ni voksne blev forgiftede under en tur i svømmehallen i Tarm Idrætscenter torsdag aften er stadig en gåde.
Svømmehallen blev straks lukket og er fortsat lukket.
- Der er teknikere på vej for at undersøge, hvad der kan være galt. Vi ved stadig ikke, hvorfor koncentrationen af klordampe i hallen var for høj, siger centerdirektør i Tarm Idrætscenter Per Østergaard.
Den store gruppe, der var på sommerlejr i Tarm, blev dårlige under opholdet i svømmehallen og begyndte at hoste og kaste op, og det var først på det tidspunkt, at det blev opdaget, at der var noget galt.
- Det var først, da de bliver dårlige, at vi opdager, at der er noget galt. Og det er under de nærmere undersøgelser af hallens tekniske udstyr, at det bliver opdaget, at luftfugtighedsmåleren er i stykker.
Der har været andre gæster i svømmehallen både torsdag formiddag og eftermiddag, og ifølge Per Østergaard er igen af dem blev syge.
Det ventes, at både børn og voksne bliver udskrevet fredag. Ingen har været i livsfare, oplyser politiet.
Personerne blev torsdag aften indlagt til observation på fire sygehuse i området. Børnene er mellem 12 og 13 år.
/ritzau/