Irakiske flygtninge skal ikke længere kunne få permanent opholdstilladelse i Sverige, alene fordi de kommer fra et krigsramt område. I stedet er det kun de flygtninge, der kan bevise, at de er forfulgt individuelt, der kan få lov at slå sig ned og blive boende i landet.
Dansk Flygtningehjælp begræder, at svenskerne dermed gør det lige så svært for flygtningene at få hjælp fra Sverige som fra Danmark.
- Det er altid et problem, når et land strammer reglerne på den måde. Problemet er, at Sverige er det land, der har holdt fanen højt indtil nu, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
FN anbefaler åbne arme
Sidste år modtog Sverige omkring 9.000 irakiske flygtninge. Det svarer til halvdelen af alle de irakiske flygtninge, der kom til EU.
Andreas Kamm har fuld forståelse for, at Sverige ikke kan løfte byrden for hele Europa alene.
- Men FN har i lang tid anbefalet, at man gav irakiske flygtninge tilladelse, især hvis de kom fra Central- eller Sydirak. Det synes jeg, at vi skal følge, for vi ved, at forholdene går mod det værre og ikke det bedre, siger Andreas Kamm.
Men ifølge det svenske dagblad Dagens Nyheter tolker Migrationsverket sikkerhedssituationen for flygtningene helt anderledes. Migrationsverket henviser til, at der ikke råder en indre væbnet konflikt i Irak, men at der kun er tale om "vanskelige omstændigheder". Derfor skal den enkelte altså kunne bevise at netop han bliver forfulgt.
Svært at bevise
Den bevisbyrde bliver tung at løfte, mener Jørgen Chemnitz, chef for Dansk Røde Kors Asylafdeling.
- Sunnier og shiaer bekæmper hinanden, og der er grupper, der føler sig i stor fare. De vil ikke kunne dokumentere, at de er individuelt forfulgt. Under Anden Verdenskrig kunne jøderne jo heller ikke bevise det, for det var hele gruppen, der var i stor fare, siger Jørgen Chemnitz.
Som Andreas Kamm mener han, at stramningen er en konsekvens af, at Europa ikke løfter ansvaret for flygtningene i flok.
- Tidligere har de nordiske lande tegnet et flot billede, som dem der står for humanitet, demokrati og som er forkæmpere for menneskerettigheder. Men det kan de nordiske lande jo heller ikke stå alene om, siger Jørgen Chemnitz.