Vi bliver aldrig lige så gode som svenskerne. For vi forspilder chancen for at blive en tennisnation, allerede før vi er kommet i gang, indrømmer vores eneste tennisstjerne herhjemme

Sig navnet: Kenneth Carlsen!

Nej vel? Det er et eller andet, der ikke svinger helt så stilrent som Björn Borg, Mats Wilander, Stefan Edberg. Der er noget federe over at kunne sige »jeg har vundet 11 Grand Slam-titler« end at sige »jeg plejer at tabe i første runde, men jeg synes, det er sjovt at være med.«

Dansk tennis halter lysår bag den svenske, og det vil den blive ved med.

Men hvorfor er vi så ringe? Og hvorfor spiller svenskerne bare bedre hele tiden?

»Det er et rigtig godt spørgsmål,« lyder den første kommentar fra Henrik Klitvad, der er formand for Dansk Tennisforbund.

Så siger han en masse om, at dansk dame- og kvindetennis er på vej frem, og at vores juniorer er bedre end svenskerne lige nu. Så jeg afbryder ham:

Men hvis jeg siger Borg og Wilander? Hvorfor har vi ikke haft sådan nogle tunge drenge?

»Måske fordi svenskerne er bedre til at træne. De har haft mere selvdisciplin.«

Så afbryder han sig selv.

»Vil du have et eksempel? Jeg var til ballet forleden.«

Øh ja?

»Altså inde og se, hvordan de trænede. Og da så jeg, hvor fokuserede de var, og hvor positive deres udtryk var. Jeg kom til at tænke på, at svenskerne nok har været bedre til at holde det fokus i deres træning med tennis. Det kunne unge danske tennisspillere måske godt lære noget af.«

Hvordan er danske tennisspillere da, når de træner?

»De smider med ketsjeren og råber. Du skulle se dem en dag i KB-Hallen. Hvis de mister en bold, går de jo amok,« siger Henrik Klitvad.

Så vi er altså for temperamentsfulde. For mit indre øje får jeg et flash af stenstøtten Björn Borg, der med roen mejslet ind i sin krop tæver den ene bold af sted efter den anden fra baglinjen.

Koncentreret. Effektiv. Svensk.

Men hvad mener så en af dem, der forsøgte at kravle op til de blågules sokkeholdere? Jeg ringer til Kurt Nielsen, der er den eneste dansker, der nogensinde har stået i en Wimbledon-finale.

Kurt Nielsen. Du tabte finalen i 1953 og 1955. Kunne du ikke have sørget for en dansk rekord?

»Jo, det ville jeg også godt. Men jeg manglende nok noget erfaring med de store kampe. Og så var mine modstandere gode til at forhindre mig i at spille godt,« siger han.

Han har dog også sit bud på, hvorfor dansk tennis aldrig rigtig har fået succesen over netkanten. Og hvorfor Sverige har:

»Ja, det handler vel om, at Danmark ikke er lige så gode til at se talentet, når det er der. Vi mangler en glød i vores ungdomsarbejde,« siger den efterhånden 76-årige tidligere tennisstjerne, der i øvrigt tabte sin sidste professionelle kamp i 1960 mod netop en svensker.

Han peger på den svenske by Växjö, der blandt andet har spyttet Mats Wilander og Stefan Edberg ud i verden.

»Her er der ildsjæle. De laver tennisspillere. Her bliver man ikke fristet af andre interesser, hvis man er en ung, talentfuld spiller,« siger Kurt Nielsen.

Så der er ingen vej uden om erkendelsen. Danmark taber det hele på gulvet, inden vi er kommet i gang. Derfor sætter vi ingen rekorder.

Og så alligevel: Danmark har faktisk en enkelt, som end ikke svensk tennis kan matche.

Ingen andre i verden end vores egen Kenneth Carlsen er nemlig blevet slået ud af en Grand Slam-turnering i første runde i hele 30 af 46 optrædener.