En 22-årig mand er blevet anholdt for en påsat brand mod nogle bekendtes hjem i Tranum ved Brovst natten til fredag.
Det stråtækte hus er totalt nedbrændt, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.
- Parret havde været i byen, og da de kører hjem, ser de den 22-årige gå ved vejen. De er lidt utrygge ved ham, så de tager op til nogle bekendte i stedet og tilkalder politiet, fortæller vagtchefen.
En patrulje tog ud for at tale med parret og besluttede sig for at tage ud til deres hus. Da betjentene nåede frem omkring midnat, stod det klart, at der var ild i køkkenet. De forsøgte uden held at slukke ilden, og brandvæsnet måtte tage over.
Brandvæsnet troede i første omgang, at det var lykkedes at få has på branden. Men tidligt fredag morgen stod det klart, at den 526 kvadratmeter store bygning ikke stod til at redde.
Den 22-årige, der har bopæl i Nørresundby, blev fundet gående i vejkanten i nærheden, hvor han blev anholdt.
- Han har erkendt det fuldstændigt. Han siger, at han var sur på dem, der boede der, siger Per Vagn Nielsen.
Manden er i forvejen svagt kendt af politiet, men ikke for noget alvorligt. Han har tidligere generet parret, der kender hans forældre. For omkring en måned siden knuste han en rude hos dem, fortæller vagtchefen.
Den 22-årige bliver sigtet for forsætlig brandstiftelse og risikerer efter retspraksis omkring et år til halvandet års fængsel.
Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.
/ritzau/