Skevet af Lars Igum Rasmussen
laig@dny.dk
Danske kvinder med kræft i æggestokkene blev fra 2001 til 2005 opereret på bittesmå provinshospitaler i direkte modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Og Sundhedsstyrelsen greb ikke ind.
Kun ét enkelt brev til Vejle Amt – der lige som stort set alle amter i landet brød reglerne – blev det til. Det fremgår af papirer, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i.
Sundhedsstyrelsen erkender, at man ikke har gjort nok:
»Jeg vil gerne medgive, at jeg – måske i bagklogskabens lys – synes, at vi skulle have forsøgt at presse lidt mere og måske også sendt flere breve direkte til sygehusledelserne,« oplyser konstitueret overlæge i Sundhedsstyrelsen Else Smith. Men hun fastslår, at ingen i lægeverdenen har været i tvivl om, hvad anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen var og er.
Frustrerende
Professor og overlæge, dr.med. Ole Mogensen fra Odense Universitetshospital har i årevis påpeget problemet med for mange kræftoperationer på de små sygehuse. Og heller ikke han er tilfreds:
»Det har været frustrerende, at Sundhedsstyrelsen ikke gjorde noget. Men det har jo samtidig været mine kolleger på landets hospitaler, der ikke har levet op til den sundhedsfaglige rådgivning. Og det er uendeligt frustrerende,« siger han.
Danske kvinder har en af verdens højeste dødelighedsrater af æggestokkræft, og derfor fastslog Sundhedsstyrelsen i 2001, at disse højtspecialiserede kirurgiske indgreb kun måtte foregå på landets fem store kræftcentre.
»Kirurgien har simpelthen ikke været optimal på de mindre sygehuse. Derfor har det forkortet livet for nogle af disse kvinder. Hvor meget ved jeg ikke, men det er betydeligt,« siger overlæge Ole Mogensen.