Cykelstjernen Geraint Thomas (Team Ineos) ser ud til at være sluppet nådigt fra sit styrt tirsdag eftermiddag, hvor han måtte i asfalten cirka 30 kilometer fra mål på 4. etape af Schweiz Rundt.
Ineos-sportsdirektør Gabriel Rasch siger til TV2, at 33-årige Geraint Thomas forventes klar til Tour de France.
- Han har ingen brækkede knogler. Han er ganske forslået efter styrtet og har fået en flænge ved øjenbrynet, men ingen hjernerystelse. Taget styrtet i betragtning ser det ganske godt ud.
- Han skal komme sig, forsøge at træne lidt igen og så forberede sig til Tour de France, siger sportsdirektøren blandt andet til den danske tv-station.
Til holdets hjemmeside påpeger Geraint Thomas, at han på grund af styrtet ikke får de helt optimale forberedelser frem mod Touren.
- Det er selvfølgelig frustrerende og et lille tilbageslag i mine forberedelser til Tour de France, men der er stadigvæk masser af tid, før vi stiller til start i Bruxelles. Min træner Tim Kerrison skal nok lave en plan, som sikrer, at jeg er klar 6. juli, siger Geraint Thomas.
Han forklarer også, hvad der gik galt, da han røg i asfalten sammen med Astana-rytteren Andrey Zeits.
- Der var en sprække i vejen, og den kom ud af ingenting. En Astana-rytter ramte sprækken og styrtede, og jeg kunne ikke kommer uden om. Jeg landede på min skulder, og der var en smule blod.
- Man skal altid være lidt forsigtig, når man slår hovedet, og jeg var klar til at køre videre, men lægerne tog den rigtige beslutning ved at tage mig ud af løbet, siger Geraint Thomas.
Sidste års Tour de France-vinder er igen i år en af favoritterne til at vinde det prestigefyldte cykelløb, og han er ikke blevet mindre favorit af, at holdkammeraten Chris Froome i sidste uge måtte melde afbud til Touren efter et styrt.
/ritzau/