Styrelse bekymret: Frygter at overlæge ikke kendte retningslinjer
Region Sjælland har identificeret 221 brystkræftramte kvinder, hvoraf de fleste har fået en mangelfuld undersøgelse i perioden 2013-2017. Også efter sagen om de mangelfulde undersøgelser har regionen haft problemer med at overholde reglerne, skriver Jyllands-Posten. (Arkivfoto). Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Styrelse er bekymret for, at overlæge ikke kender retningslinjer. Region skriver, kvinder kan føle sig trygge.

Mens politiet efterforsker sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017, undersøger styrelsen flere nye potentielt kritisable forhold på sygehuset og Region Sjællands håndtering af sagen.

Det skriver Jyllands-Posten

De nye undersøgelser er rettet mod den nuværende ledelse, skriver avisen.

Blandt andet er styrelsen på baggrund af en mailkorrespondance, som Jyllands-Posten har forelagt den, alvorligt bekymret for, at den specialeansvarlige overlæge på sygehusets radiologiske afdeling ikke kender de nationale retningslinjer for brystundersøgelser.

- Vi ønsker at komme til bunds i denne sag, og vi tager det meget alvorligt, når en ledende overlæge, der har ansvar for både patienter og personale, ikke kender retningslinjerne, siger Anette Lykke Petri, enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, til Jyllands-Posten.

Region Sjælland har identificeret 221 brystkræftramte kvinder, hvoraf de fleste har fået en mangelfuld undersøgelse i perioden 2013-2017.

Regionen forsøger at genoprette omverdenens tillid, men også efter sagen om de mangelfulde undersøgelser har den haft problemer med at overholde reglerne. Det viser aktindsigter ifølge Jyllands-Posten.

Der er sket mangelfuld dokumentation og brud på reglerne om journalføring, når kvinder har kontaktet og været til samtaler på Ringsted Sygehus.

Desuden er der eksempler på, at regionen i første omgang tilbageholder oplysninger for kvinder i såkaldte pakkeforløb om, at man ved en biopsi har konstateret kræft i deres bryster.

Samtidig kalder styrelsen en regional handlingsplan, der skal bidrage til at afsløre svigt, utilstrækkelig.

Den retter sig mod menige medarbejdere, men både tidligere sager i regionen og den aktuelle sag viser ifølge styrelsen, at det er ledelsen, den er gal med.

- Vi kan ikke genkende den udlægning, skriver Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland, i en mail til Jyllands-Posten:

- Vi fortsætter det høje kvalitetsniveau, vi har i dag på undersøgelser og behandling. Kvinderne kan føle sig trygge.

/ritzau/

/ritzau/