Vismændene foreslår i den rapport, der er udkommet tirsdag, at man ændrer på SU-systemet.
De mener, at man med fordel kunne skære ned i uddannelsesstøtten til kandidatstuderende, som til gengæld får mulighed for at låne flere penge af staten, mens de er under uddannelse.
Men det vil få sociale konsekvenser, mener Sana Mahin Doost, der står i spidsen for Danske Studerendes Fællesråd.
Og det vil bryde med princippet om, at vi i Danmark understøtter de studerende, så flest muligt får adgang til uddannelse, uafhængigt af deres egen eller deres forældres økonomi.
- I Norge har man gennemført en reform i retning af at gøre uddannelsesstøtten mere lånebaseret.
- Og der viser undersøgelser, at dem med den svageste sociale baggrund er mindst villige til at optage gæld, fordi de ikke har den samme risikovillighed som andre.
- Derfor vil en ændring af den grad, som vismændene foreslår, have en social slagside, siger hun.
Og selv om man i givet fald ville kunne bruge besparelserne til at styrke uddannelserne - som regeringen tidligere har foreslået - så gør det ikke indtryk.
- Pengene er hverken under denne eller den tidligere regering gået til uddannelse, men til skattelettelser.
- Og hvis regeringen var så interesseret i at forbedre kvaliteten af uddannelserne, så kunne den begynde med at droppe omprioriteringsbidraget, der skærer to procent af uddannelsesinstitutionernes budgetter hvert år, siger Sana Mahin Doost.
Vismændenes forslag baserer sig på, at uddannelsesstøtten i Danmark er relativt høj, når man sammenligner med de ekstra skatteindtægter, som et højere uddannelsesniveau indbringer.
/ritzau/