Stadig flere studerende foretrækker at læse til eksamen på en læsesal i stedet for at sidde derhjemme, hvor telefonen, internettet eller fjersynet lokker til overspringshandlinger.
På Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg i København, hvor der er 15.000 studerende, fortæller bibliotekar Flemming Matthiesen, at læsepladserne er kommet under stort pres.
"Der er meget kraftig efterspørgsel, og af og til har vi køer, hvor folk ikke kan få en plads. Så må de bruge trappeopgange og andre steder. Det skyldes også, at der kommer studerende fra andre universiteter," siger han Nyhedsbureauet Newspaq.
En af de studerende, der har fået øjnene op for læsesalens fordele, er den 24-årige studerende Jonas Hartvig.
"Jeg er her for at få ro og for at kunne fokusere mere på læsning i stedet for overspringshandlinger og de ting, der kunne være interessante derhjemme, gå på nettet eller høre musik, men også for at kunne mødes med studiekammerater," siger han.
På CBS bliver der nu indført et bookingsystem over nettet for at undgå køer til læsepladserne.
På Københavns universitetsbibliotek er der omkring 1100 læsepladser, foruden et antal pladser på institutterne. Men det er slet ikke nok, mener universitetsbibliotekar Michael Cotta-Schønberg.
"Jeg ville være glad for dobbelt så mange pladser. Inden for biblioteksverdenen har vi inden for de sidste 10 kunne se, at de studerende vender tilbage til bibliotekerne for at studere," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
På Aarhus Universitet er der også stor interesse for læsepladserne.
"De læsepladser, vi kan udbyde, vil finde brugere. Det er helt sikkert. Vi vil gerne have flere læsepladser, men det er jo dyrt at optage kvadratmeter. Så det må være en løbende udvikling, hvor vi må acceptere, at der er små ventelister," siger Svend Aage Mogensen, kommunikationschef på humanistisk fakultet.