Kræftsygdomme bliver ikke udløst af hverken stress, depressioner eller andre psykiske faktorer. Basta.
Denne direkte konklusion kommer nu fra Kræftens Bekæmpelse, der ligefrem opgiver mere forskningen i sammenhængen mellem stress og andre psykiske tilstande og så forekomsten af kræft.
Det respekterede fagtidsskrift British Journal of Cancer offentliggjorde i december en stor undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har foretaget. Forskerne fulgte i ti år 8.736 danskere, før de nåede frem til den i nogle kredse kontroversielle konklusion:
»Vi har nu med vores resultateter stukket en stor kæp i hjulet på de hypoteser, der har været om, at psykologiske faktorer kan fremkalde kræft. Det viser vores undersøgelser ikke, at de kan,« siger afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse, Christoffer Johansen.
Kræftforskningen kan i dag forklare omkring 30 procent af de 40.000 nye kræfttilfælde, der kommer årligt i Danmark. Derfor har det i mere end 50 år været antaget, at psykologiske faktorer kan være en medvirkende årsag til kræft.
Især fordi flere kræftformer skyldes et svækket immunforsvar, og netop disse, havde man antaget, kunne blive udløst af stress, depressioner og andre psykologiske faktorer. Men ikke i én af de mange delundersøgelser kunne forskerne fra Kræftens Bekæmpelse se denne sammenhæng.
»Men vi så samtidig, at mange mennesker for at håndtere deres stress eller depression røg og drak mere, og de havde en øget kræftrisiko. Så det er altså livsstilen, ikke den psykologiske tilstand, der udløser kræftsygdommen,« siger Christoffer Johansen.
Han mener, at undersøgelsen kan fjerne den skyldfølelse, som flere kræftpatienter måske sidder med:
»Til dem, der tænker, jeg havde ikke været syg, hvis jeg havde håndteret min livskrise bedre, ikke var blevet skilt, ikke var blevet indlagt med depression, kan vi nu sige – det har intet med hinanden at gøre. Det må da være en glædelig oplysning,« siger forskeren.
Stress giver dog en øget risiko for eksempelvis mavesår og blodpropper.