På det 38. retsmøde i en stor straffesag om påstået bestikkelse kræver it-selskabet Atea mandag frifindelse i Retten i Glostrup.
De to anklagere fra Bagmandspolitiet har bedt om en rekordhøj bøde på 60 millioner kroner, fordi selskabet gennem næsten seks år angiveligt bestak offentligt ansatte i Region Sjælland.
Men det er en klar forbi'er, kan man forstå på talen fra Ateas forsvarer, advokat Claude Winther Nielsen, til dommere og domsmænd.
- Det er ikke første gang, at anklagemyndigheden skyder for højt, siger han og henviser til sagen om kursmanipulation i Parken Sport & Entertainment A/S.
I den sag krævede Bagmandspolitiet en bøde på 50 millioner kroner, mens landsretten landede på 13 millioner kroner.
- Jeg er ikke enig i, at der er tale om systematisk bestikkelse, siger forsvareren. Højst kan bøden blive på 10 millioner, men der er flere formildende omstændigheder, lyder det.
At Ateas medarbejdere i mange tilfælde spiste og drak med ansatte i regionen på dyre restauranter er simpelthen udtryk for, at man ikke mente, at man gjorde noget galt, mener han.
Ligesom andre forsvarere peger Claude Winther Nielsen på, at besøg på restauranter både i Danmark og i USA og Dubai blev betalt med penge, som Region Sjælland havde til gode på en konto hos Atea.
Det var regionens højtplacerede folk, der tog initiativet til at bruge af kontoen, påpeger advokaten.
Bagmandspolitiet har argumenteret med, at der er tale om gaver og fordele, som blev ydet for at bevare og fastholde et kundeforhold. Ateas motiv var at spare op på goodwill-kontoen, har anklagerne sagt.
- Det er for fluffy og ukonkret. Det er ikke kriminaliseret i lovteksten om bestikkelse, siger Claude Winther Nielsen.
- En it-sælgers hedeste ønske er at opbygge goodwill hos sin kunde. Det kan man gøre på mange, mange måder. Repræsentation og faglige arrangementer er fuldt lovlige. Det er ikke det samme som en utilbørlig modydelse, siger forsvareren.
En rejse til Dubai, som er blevet beskrevet som en drengerøvstur med Formel 1 på programmet, indgår i anklageskriftet og har fået stor omtale. Men her er der ekstra grund til at frifinde Atea, lyder det fra Claude Winther Nielsen.
Her var deltagerne nemlig to eks-chefer og en afgående salgsdirektør, som med et nyt selskab planlagde at gå i direkte konkurrence med Atea, understreger han.
Retten afsiger dom 19. juni.
/ritzau/