Pione Sisto og Daniel Wass fik i den grad sat deres aftryk på Celta Vigos 4-0-sejr søndag ude mod Eibar i den spanske liga.
De to danskere spillede en fremragende kamp og var involveret i samtlige Celtas scoringer.
På bundlinjen stod et mål og to assister til Pione Sisto og en scoring til Wass efter de 90 minutter.
Efter blot 17 minutters spil sendte Sisto et perfekt frisparksindlæg ind i feltet, hvor Gustavo Cabral kunne dirigere føringsmålet ind.
Bare syv minutter senere stod Celta med et frispark i en nærmest identisk position. Denne gang fik ingen ramt på danskerens indlæg, som sejlede i mål ved fjerneste stolpe.
Inden pausen nåede Sisto at føje endnu en assist til sin glimrende præstation i første halvleg, da hans indlæg denne gang fandt Pablo Hernández.
Med den føring i bagagen kunne Celta roligt gå til pause med kursen sat direkte mod tre vigtige point.
Celta og Sisto tog det lidt mere roligt efter pausen, men de rød-hvide farver var ikke færdige med at markere sig.
I 72. minut var Daniel Wass søgt med frem i feltet på en kontra. Fra højre side modtog han en flad aflevering skråt tilbage i feltet, og med en lille afretning sendte han Celta på 4-0.
Det blev kampens slutresultat, og Celta lægger afstand til bundstriden. Holdet ligger nu lidt under midten i Primera Division med syv point for seks kampe. Eibar har et point færre.
/ritzau/