Det er efterhånden fem år siden, at Venus Williams sidste har vundet en grandslam-turnering.
Den ældste af Williams-søstrene er også i mellemtiden røget ned som nummer 60, men hun kan altså stadig spille tennis.
Det viste hun i først runde af US Open, hvor den 33-årige amerikaner gjorde det af med sin modstander Kirsten Flipkens og vandt 6-1, 6-2.
Og det endda på trods af, at Flipkens ikke er nogen specielt nem modstander. Den 27-årige belgier har godt nok kun vundet én WTA-titel i karrieren, men hun er lige nu placeret som nummer 14 i verden og var seedet som nummer 12 i US Open.
Ikke desto mindre havde Flipkens svært ved at stille noget op mod Venus Williams. Bare at holde sin egen serv var svært og lykkedes kun én gang i første sæt, der blot varede 27 minutter.
I andet sæt havde Flipkens flere breakchancer allerede i første parti, men kunne ikke udnytte dem. Og selv om hun ydede bedre modstand end i første, var det igen Williams, der løb med sættet.
Kirsten Flipkens var ikke den eneste seedede spiller, der løb ind i en ubehagelig overraskelse i de første timer af US Open.
Hos mændene måtte 11.-seedede Kei Nishikori sige farvel til turneringen på førstedagen, da han tabte til Daniel Evans fra Storbritannien i tre sæt.
/ritzau/