Tre års arbejde faldt i går på gulvet, da politikerne i EU ikke kunne blive enige om, hvor grænserne for klonet kød skal gå.
Parlamentarikerne krævede en mærkningsordning og ville i øvrigt have dyr helt ud i fjerde generation - det vil sige det klonede dyrs oldebørn - forbudt.
Men da parlamentet og Europarådet skulle nå til enighed, nægtede Tyskland, Spanien og England at imødekomme parlamentets krav.
Derfor endte forhandlingerne efter en lang nat i et dramatisk antiklimaks.
Sidste deadline for forhandlingerne var nemlig i går, og nu må det hele starte forfra. Alligevel fortryder SF's europaparlamentariker Magrethe Auken ikke, at parlamentet nægtede at gå mere på kompromis.
"Det, de ville give os, er værre end ingenting. Hvis vi havde givet efter, som rådet ville have det, så havde vi reelt givet frit slag for kloning lige udenfor vores egne grænser," siger hun.
Fordi rådet heller ikke vil acceptere en mærkningsordning, vil det efter hendes mening betyde, at EU's borgere ingen chance vil have for at sige nej til klonet kød.
Selvom forslaget indeholdt et forbud for brug af klonet kød til fødevarer indenfor EU's grænser, mener SF'eren ikke, at det ville være et skridt i den rigtige retning, som justitsminister Lars Barfoed (K) ellers sagde, da han drøftede sagen i folketinget forleden.
"Et lille forbud er reelt en stor tilladelse, og vi vil ikke senere kunne lave et rigtigt forbud. Så det ville faktisk være værre," slår Magrethe Auken fast.
Oprindeligt havde parlamentet med et bredt flertal besluttet at være imod alle fødevarer fra klonede dyr. Det omfattede ikke bare kød, men også æg og mælk.
Europarådet, som består af regeringerne, var sådan set enig med parlamentet, men blev standset af et blokerende mindretal - det vil sige et stort mindretal.
Tyskland, Spanien og England vil gerne have et forbud mod klonede dyr indenfor Europas grænser, men de vil hverken forbyde import eller indføre en mærkningsordning, og her opstod spliden mellem rådet og parlamentet altså.
Et totalt forbud har derfor lang vej igen. Kommissionen skal nu udarbejde et nyt forslag, og der kan gå flere år, før kommissionen og parlamentet igen sidder overfor hinanden og drøfter fremtiden for klonet kød i Europa.
Indtil da håber Magrethe Auken, at europæiske forbrugerorganisationer vil sætte kampagner i gang, der får forbrugerne til at tænke over, hvad de køber.
"Hvis de lande, der eksporterer klonet kød, ikke vil mærke det, så må vi jo lade være med at købe fra de lande."
Det er primært kød fra USA og Argentina, man skal tage sig i agt for, hvis man er bange for den slags kød, der på EU-plan er kendt som novel foods.
Kloning fra et dansk synspunkt:
Fredag blev det danske folketing enig om at give justitsminister Lars Barfoed et mandat til at sige ja til kommissionens forslag.
Kun Dansk Folkeparti gik imod.
Dansk lovgivning forbyder alle former for kloning indenfor landets grænser, men forbyder altså ikke import af klonet kød.
Justitsministeren vil ikke forholde sig til en mærkningsordning, da det falder under fødevareministerens område.