Kort efter at Anders Behring Breiviks kraftige, hjemmelavede bombe havde raseret regeringskvartalet i Oslo den 22. juli sidste år, gik nogle af de første spekulationer på, at det kunne være terrornetværket al-Qaeda, der havde slået til mod Norge.
Den tanke gik også gennem hovedet på landets statsminister, Jens Stoltenberg.
Det siger han i den forklaring, som han for to måneder siden gav til 22. juli-kommissionen, der mandag offentliggjorde sin rapport om myndighedernes indsats i forbindelse med terrorangrebet sidste år.
Stoltenberg fortæller, at han tog højde for, at det kunne være en udenlandsk organisation eller grupper med tilknytning til al-Qaeda, som tidligere har rettet angreb mod andre europæiske hovedstæder.
Samtidig var den norske statsminister meget bevidst om ikke at svare på spørgsmål eller indgå i spekulationer, som kunne opfattes som beskyldninger, lyder det i et uddrag af Stoltenbergs forklaring, som det norske statsministerium tirsdag offentliggjorde.
I forklaringen siger statsministeren blandt andet også, at han bevidst brugte ordet "eksplosion" i stedet for "bombe", også længe efter at han vidste, hvad der havde ramt regeringskvartalet.
Årsagen var, at han mente, at det var politiets opgave at gå ud med den oplysning, og han siger til kommissionen, at det ville have været godt, hvis politiet på et tidligere tidspunkt havde bekræftet, at der var tale om en bombe.
Han forklarer også over for kommissionen, at han var utilfreds med, at han ikke tilstrækkeligt hurtigt fik oplysninger fra de underliggende myndigheder om, hvad der foregik.
Det medførte en risiko for, at noget ville gå galt i hans kommunikation på den tragiske dag.
Når det gælder hans egen rolle siger Stoltenberg i interviewet med 22. juli-kommissionen, at beredskab er noget, han har været optaget af og tager alvorligt, og at han håber at kunne formidle dette til sine ministre.
/ritzau/NTB