Den danske medicinalvirksomhed Lundbeck har modtaget to forskningsbevillinger på i alt 5,5 millioner kroner fra Michael J. Fox Foundation for Parkinson's Research, MJFF.
De to forskningsprojekter, der har fået støtte af Michael J. Fox, har begge til formål at udvikle potentielle nye lægemidler mod den alvorlige hjernesygdom.
- Vi er stolte over, at MJFF ønsker at samarbejde med os om vores forskning, siger Kim Andersen, der er direktør for Lundbecks danske forskningsafdeling, i en fondsbørsmeddelelse.
- Verdens førende forskere er tilknyttet MJFF, og med forskningsbevillingerne følger en stor anerkendelse af det arbejde, vi udfører her i Lundbeck, tilføjer han.
Michael J. Fox Foundation er et af verdens førende videnscentre inden for Parkinsons sygdom og arbejder på at finde en kur mod sygdommen og bedre symptomatisk behandling.
Fonden er stiftet af den amerikanske skuespiller Michael J. Fox, som blandt andet er kendt for sin rolle i "Tilbage til fremtiden"-filmene og tv-serien "Blomsterbørn børn".
Michael J. Fox lider selv af den alvorlige hjernesygdom, Parkinsons sygdom. Fonden har indtil videre doneret mere end 1,9 milliarder kroner til parkinsonforskning.
/ritzau/