Stephan Andersen kan åbenbart ikke vide sig sikker på at skulle vogte målet for sin nye klub, Real Betis.
I hvert fald måtte den tidligere Brøndby-målmand tilbringe hele kampen på bænken, da spanierne spillede sig et godt stykke nærmere Europa League-gruppespillet med en 2-1-sejr på udebane mod tjekkiske Jablonec.
Træner Pepe Mel havde nemlig givet Guillermo Sara opgaven med at vogte målet mod tjekkerne.
Og Sara havde en smule at se til mod Jablonec, der blev noteret for 10 skud mod mål. Ét af dem ramte plet og røg forbi Betis-keeperen, da Jan Kopic kort før pausen udlignede til 1-1 efter Jorge Molinas føringsmål.
Betis kunne formentlig have været fint tilfredse, hvis det var blevet slutresultatet, men fire minutter før tid fik Cedric Mabwati scoret endnu engang, og dermed ser det yderst fornuftigt ud for spanierne inden returkampen.
Tottenham har dog et endnu mere gunstigt udgangspunkt, da holdet vandt hele 5-0 på udebane mod Dinamo Tblisi.
Selv uden Gareth Bale, der formentlig blev sparet af hensyn til den mulige overgang til Real Madrid, var London-klubben overlegen, og nyindkøbte Roberto Soldado viste sig igen som en målfarlig angriber med to scoringer.
/ritzau/