Statsrevisorerne vil have undersøgt, hvordan staten har støttet solcelleanlæg i perioden 2010-13.
Det oplyser statsrevisorerne, der nu beder Rigsrevisionen om at undersøge støtten.
Der er tale om en større undersøgelse af statens støtte til solcelleanlæg, og man vil som det første tage fat i kvaliteten af Klima-, Energi- og Bygningsministeriets og Skatteministeriets lovarbejde i forbindelse med lovændringerne på solcelleområdet.
- Det vil vi gøre ved at undersøge, hvordan lovarbejdet har været tilrettelagt og ved at undersøge kvaliteten af ministeriernes analyser af de forventede økonomiske konsekvenser ved lovændringerne, skriver statsrevisorerne.
For det andet skal ministeriernes forvaltning af støtten undersøges.
Og for det tredje skal det undersøges, om klima-, energi- og bygningsministerens information til Folketinget har været rigtig og fyldestgørende - med fokus på perioden 2012-2013.
/ritzau/