Mindst hvert fjerde tre- og femårige barn med sproglige vanskeligheder i København bliver ikke spottet, når pædagogerne laver sprogtest. Det viser en ny opgørelse fra Københavns Kommune.
Det er problematisk, mener Bente Jensen, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på DPU. Bente Jensen peger på, at international forskning, der viser, at jo tidligere børn bliver genstand for en sprogpædagogisk indsats, jo større er effekten.
- Vi ved, at det er bedre at starte indsatsen i førskolen end i skolen - det vil sige hos de tre- til femårige eller endnu bedre allerede i vuggestuen, siger hun til Information.
I Københavns Kommune vurderer man, at 15-17 procent af en børneårgang på landsplan har sproglige vanskeligheder. Men opgørelsen fra kommunen viser, at de københavnske sprogtest af tre- og femårige kun finder 12,5 procent.
Det svarer til, at hvert fjerde barn med sprogproblemer ikke bliver spottet.
Tallet må endda forventes at være endnu højere, da eksperter vurderer, at andelen af børn med sproglige udfordringer i København ligger langt over landsgennemsnittet på 17 procent på grund af den store koncentration af tosprogede i hovedstadskommunen.
Fra 2007 til 2010 blev alle tre- og femårige børn i København sprogtestet, men den praksis blev ændret i 2010 på grund af de økonomiske ressourcer.
I dag er det op til pædagogerne på de enkelte daginstitutioner at udvælge de børn, der skal testes. Men ifølge leder ved Center for Børnesprog ved SDU Dorthe Bleses burde alle børn få en årlig sprogtest.
- Det ville give en god og en tæt forbindelse til det, barnet har brug for. Sproget spiller en særrolle, fordi man bruger det i alle mulige sammenhænge - både socialt og til læring i skolen - så det er vigtigt at være opmærksom på, siger Dorthe Bleses.
Men faglig sekretær i pædagogernes fagforening Bupl Allan Bauman er ikke tilhænger af mange flere test. De er for unuancerede, mener han.
/ritzau/