Indrømmet! Jeg lader mig gerne i ny og næ rive med af programmet Sporløs , hvor vi følger et menneskes søgen efter sine biologiske rødder. Og jeg kan også sagtens følge de svære overvejelser, der altid vil være forbundet med den slags eftersøgninger, ikke mindst når man samtidig beder tv om at gå foran og lukke døre op. Mediet er jo stærkt i sin formidling af følelser, familien Danmark ser med, og vi bevæger os i programmet hele tiden på et knivsæg ved grænsen til følelsespornografi.
Endelig er det unægtelig også en følsom sag at påtvinge et menneske at blive fundet foran et snurrende tv-kamera. Man må derfor formode, at de, som ufrivilligt involveres i disse tårevædede seancer, reelt er i stand til at trække i nødbremsen forud for redigeringen af programmet.